Rema 1000 har igennem lang tid solgt såkaldt turbokylling, men det er nu slut.
Kæden udfaser nemlig hurtigtvoksende kyllinger.
Udfasningen starter allerede i år i det ferske sortiment, og kæden vil efterfølgende inkludere det frosne og forarbejdede sortiment indenfor de næste par år.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer halvandet år efter, at Anima lancerede en kampagne, der har kritiseret Rema 1000s omfattende salg af turbokylling.
Det er bl.a. kommet til udtryk gennem gentagne annonce- og outdoorkampagner samt over 100 demonstrationer ved Rema 1000s butikker.
“I dag må vi indrømme, at Rema 1000 har taget fusen på Anima. I den forbindelse vil vi gerne være blandt de første til at tage hatten af og sende en stor applaus i Rema 1000s retning. Selvom der er nogle ting omkring kyllingers pladsforhold, vi stadig gerne vil drøfte med Rema 1000, så må i dag være en dag, hvor vi roser virksomheden for at have taget en vigtig beslutning for mange millioner kyllinger,” siger kommunikationschef i Anima, Thorbjørn Schiønning.
Ifølge Anima er beslutningen med til at øge presset på de virksomheder, der endnu ikke har taget en beslutning om at udfase hurtigtvoksende kyllinger. Derfor håber Thorbjørn Schiønning også, at flere vil følge trop.
“Der er ikke nogen tvivl om, at den her beslutning ændrer landskabet betragteligt. Det er virkelig svært som detailkæde at sidde og lurepasse på sidelinjen nu, når flertallet af danske detailkæder har meldt ud, at turbokylling ikke er okay. Tiden er efterhånden rigeligt moden til, at Coop og Dagrofa tilslutter sig, at hurtigtvoksende kyllinger hører fortiden til,” siger Thorbjørn Schiønning.