Efter næsten 100 år i samme bygning: Historisk biograf må dreje nøglen om

Skrevet af Mathias Madsen

30/04/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Snart mister Danmark en biograf - og det er ikke en hvilken som helst.

Dagens topnyheder

I Danmark er der ifølge Det Danske Filminstitut mere end 160 biografer fordelt over hele landet. 

En stor del af dem - nærmere bestemt 23 - er ejet af Nordisk Film, tre af dem af CineMaxx, og resten er selvstændige biografer, som enten er drevet af lokale virksomheder eller frivillige.

En stor del af Danmarks biografer ligger nemlig i mindre byer, hvor frivillige er nødt til at bidrage til den daglige drift, før det hele kan løbe rundt. 

Én af disse biografer er Dragør Bio, som ifølge TV2 Kosmopol har været at finde i Dragørgaard i Dragør på Amager siden 1928.

Biografen har de seneste otte år været drevet som forening af cirka 60 lokale ildsjæle med Mette Jansen i spidsen. 

Jansen er ved siden af sit job som centerchef i Peder Lykke Centret på Amager forperson for de mange frivillige, som de sidste mange år har holdt Dragør Bio i live, men når dagen i dag er omme, kan hun ikke bryste sig af den titel mere. 

Dragør Bio lukker nemlig, når den sidste film bliver spillet klokken 18:30. 

"Det er en trist dag. Men der er ikke noget, vi kan gøre," har Jansen udtalt og forklaret, at lukningen af den 95 år gamle biograf primært skyldes, at Dragørgaard trænger til modernisering, men at man ikke har været i stand til at lave en ny aftale med ejeren af Dragørgaard. 

"[...] Dermed kan vi ikke kaste os ud i et crowdfunding-projekt, der skulle skaffe penge til fornyelsen," har hun forklaret og understreget, at beslutningen om at lukke biografen er truffet uden bitterhed over for ejeren af bygningen. 

Alt håb om at få Dragør Bio op at køre igen er dog ikke ude. "Hvis det ender med at bygningen her bliver solgt, og vi kan få en ny lejeaftale - så er vi klar igen," har Jansen nemlig udtalt.