To fædre kom op at toppes foran en børneinstitution torsdag morgen.
Lige nu læser andre
Det var en parkering ved en børneinstitution, der var skyld i, at en 38-årig mand og en 41-årig mand fra Nykøbing Sjælland endte i et slagsmål.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Klokken 08.30 var begge mænd kørt til børneinstitutionen i bil for at aflevere deres børn i det kraftige regnvejr. Her havde den 38-årige påtalt den 41-åriges parkering på grund af besvær med at komme ind til institutionen, hvilket havde resulteret i noget håndgemæng mellem mændene.
Fik fat i begge mænd
Politiet fik en anmeldelse klokken 09.05 om optrinnet, og det lykkedes dem at få fat i begge mænd.
Derudover har politiet også fået fat i et vidne, der overværede episoden, for at få belyst omstændighederne i sagen.
Politiet skal nu vurdere, hvorvidt der er grundlag for at sigte nogen af parterne for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet den 38-årige havde pådraget en mindre alvorlig kvæstelse på næsen ved håndgemænget, oplyses der i rapporten.