Forside Indland Forsyningstilsynet sætter endegyldigt punktum: Kunder har krav på at få...

Forsyningstilsynet sætter endegyldigt punktum: Kunder har krav på at få pengene tilbage

penge, kontanter
Shutterstock

Kunder har krav på en tilbagebetaling – og straks, lyder vurderingen.

En række kunder venter fortsat på penge fra elselskaber i Velkommen-koncernen. Nu skærper Forsyningstilsynet presset med et nyt påbud rettet mod endnu et selskab i gruppen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Forsyningstilsynet har udstedt et påbud til Power Fuel A/S efter kritik af selskabets håndtering af tilbagebetalinger til tidligere kunder.

Ifølge afgørelsen har tilsynet gennemgået 303 konkrete kundesager fra perioden januar til november 2025. I alle tilfælde blev det konstateret, at pengene ikke var udbetalt inden for de frister, som reglerne kræver.

Selskabet er en del af samme ejerkreds som Velkommen og Nettopower, der tidligere har været genstand for lignende sager.

Tilsynet peger på, at selskabets interne arbejdsgange ikke sikrer, at kunder automatisk får deres tilgodehavender udbetalt sammen med slutafregningen.

Kunder har blandt andet skullet bekræfte deres kontooplysninger via et selvbetjeningssystem, før udbetalingen kunne finde sted. Samtidig er udbetalinger som udgangspunkt kun blevet behandlet én gang om måneden.

Begge dele vurderes at være i strid med kravene om rettidig tilbagebetaling.

Krav om dokumentation

Påbuddet indebærer, at Power Fuel straks skal sikre, at alle udeståender bliver betalt tilbage til tidligere kunder.

Derudover skal selskabet dokumentere, at tilbagebetalingerne er gennemført. Dokumentationen skal afleveres i form af en revisorerklæring senest 3. juni 2026.

Velkommen-koncernen omfatter også selskaber som Nettopower og Vedvarende Og Budget Energi. Flere af dem deler både adresse og ejerkreds.

Allerede i marts fik Velkommen og Nettopower besked om at tilbagebetale kundernes tilgodehavender inden for to uger. Oplysninger tyder dog på, at det ikke er sket fuldt ud.

I en Facebookgruppe for berørte kunder har adskillige personer fortsat oplyst, at de mangler at få deres penge.

Over 70 kunder har i gruppen angivet, at de tilsammen har mere end 800.000 kroner til gode. Beløbene varierer fra mindre beløb til krav på over 40.000 kroner per kunde.

Sagen føjer sig til en række sager, hvor energiselskabers håndtering af kundemidler er kommet under myndighedernes lup.

Ads by MGDK