Fuck dig: Tonen er blevet hårdere i 0. klasse

Skrevet af Henrik R

30/01/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Fuck dig, Fuck You og lille bitch er blandt nogle af de bandeord, som børn helt ned i 0. klasse benytter sig af. Det er for galt, mener en stor del af befolkningen, der har deltaget i en Megafon-undersøgelse.

Mest læste i dag

I gamle dage var der ofte hårdere konsekvenser, hvis børn tyede til at bruge bandeord. De ord der blev bandet med dengang, er dog ikke de slemme bandeord i dag, men til gengæld er det de slemme bandeord, som børn helt ned til seksårs-alderen har helt styr på.

Det har TV2 blandt andet fundet ud af via en Megafon-måling, hvor tre ud af fire danskere mener, at tonen i det offentlige rum er blevet grovere i de senere år, og helt op mod 67 % mener, at tonen er blevet langt grovere blandt børn i løbet af de sidste 10 år.

TV2 har fundet sig ud på Langeskov Skole, hvor de taler med flere af børnene omkring bandeord. Der går ikke lang tid, før de allerede har fået de første fire børn til at sige fuck dig og lignende, da de beder børnene give eksempler på bandeord, som de kan, og som de bruge mod hinanden.

Børn bliver påvirket af Youtube

Mediet har ligeledes været i tale med skolens børnehaveklasseleder Jørgen Ebsen, og han er ret klar i mæglet, da han beretter om, at de ord, ikke var noget han blev mødt af for 15 år siden.

”Da jeg startede for 15 år siden, blev jeg ikke mødt af grimme ord. Jeg blev heller ikke mødt af, at nogen sagde, at de ville sørge for, at jeg blev fyret. At jeg skulle dø eller have skåret armene af. Det er en tendens, der er kommet de sidste par år,” fortæller Jørgen Ebsen til TV2.

Hos formanden for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, kan hun nikke genkende til Jørgen Ebsens udlægning, og hun mener, at børnene får de grimme gloser fra spil, film og Youtube, som de ikke havde adgang til på samme måde for 10 år siden.

”Man kan være fristet til at sige, at sådan har det altid været. Men børn i dag har adgang til nogle andre bandeord end for ti år siden. Børn hører ord fra spil, film og Youtube, og de bliver påvirket den vej,” fortæller hun til TV2.

På Langeskov Skole har man valgt at tage hånd om problemet, og de vil derfor arbejde med det gennem flere workshops, hvor den grove tone skal bekæmpes. Det er noget forældrene værdsætter, også selvom de i ny og næ selv ender med at bande.

”Jeg kan godt bande, både i trafikken og når jeg træner mine drenge på fodboldbanen, men jeg forsøger at være en god rollemodel,” lyder det fra Ulrik Sundahl Sørensen, der er far til to børn på skolen.