Når økonomien strammer til, er der sjældent nogen, der siger nej tak til lidt ekstra hjælp.
De seneste år har mange danskere oplevet et stigende pres på privatøkonomien som følge af højere priser på alt fra dagligvarer til energiregninger.
Derfor skaber det glæde og lettelse, når politikerne træffer beslutninger, der mærkbart forbedrer hverdagen for almindelige mennesker.
En sådan beslutning er netop blevet vedtaget, og den kommer især til at gavne landets ældre medborgere.
Netop vedtaget
Pensionister med de mindste indtægter får fra august 2025 forhøjet den årlige mediecheck.
Det har et flertal i Folketinget vedtaget i dag.
Det betyder, at de pensionister, der har færrest indtægter, fortsat har mulighed for at abonnere på TV-pakker og hermed let adgang til relevant information i hverdagen.
Sådan skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Imødekommer stigende priser
Baggrunden for forhøjelsen af mediechecken til pensionister med de mindste indtægter er, at prisen på TV-pakker forventes at stige fra midten af 2025.
Prisstigningen bunder i en ændring af momsloven, der skal sikre, at Danmark overholder EU-retten.
Ifølge tv-branchen forventes ændringen af momsloven at indebære en stigning på cirka 15-20 kr. om måneden for en gennemsnitlig TV-pakke.
”Det kan synes som en lille ting, men jeg mener, det er rimeligt, at vi kompenserer de pensionister, som i forvejen har mindst, og som kan have svært ved selv at dække ekstra udgifter til TV-pakker. TV er ikke blot et spørgsmål om underholdning, men handler også om at få relevant information i hverdagen og om at føle sig forbundet med samfundet," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Mediechecken er målrettet pensionister med de mindste indkomster, og som har en personlig tillægsprocent på 100.
Lovforslaget forhøjer mediechecken med 400 kr. fra 1.085 kr. til 1.485 kr. om året.
Prisstigningen på tv-pakker forventes fra 2. halvår 2025, og derfor udbetales der i august en halvårlig forhøjelse på 200 kr.