Elpriserne har i år været enormt høje, men henover julen har prisen været ganske lav. Ja, i de seneste dage har prisen om natten været stort set nul kroner.
Selvom det kan lyde mærkværdigt, så er det ikke så unormalt som så i slutningen af december måned.
Natten til torsdag var den rene elpris uden afgifter fra midnat til klokken otte gratis i Vestdanmark, mens samme fænomen også fandt sted i flere nattetimer i Østdanmark, viser tal fra NRGI ifølge Berlingske.
Man betaler som skrevet stadig diverse afgifter, hvorfor prisen ikke helt er nul kroner.
Hos Energinet, der er ansvarlig for driften af det danske elnet, har man ikke overraskende også bemærket den ekstremt lave pris.
Seniorøkonom Jim Vilsson har en forklaring på, hvorfor prisen har været så lav.
»Det sker primært, fordi det totale forbrug over jul og nytår er meget lavt,« siger han.
I disse dage er privatforbruget ret højt på grund af julefrokoster og lignende, men der er stadig et stort hul fra al den industri, som er lukket ned mellem jul og nytår.
Dermed er det samlede forbrug altså lavere end i den normale hverdag. Derudover har vejret en stor rolle at spille.
I den seneste uge har temperaturen været over frysepunktet det meste af tiden, og vinden har ligeledes været til stede.
De danske vindmøller har rent faktisk produceret mere energi end det samlede forbrug havde behov for, hvorfor der var overskud.
»Det er alt sammen med til at presse prisen nedad,« siger Jim Vilsson.