Han var nødt til at gøre det: Nicolai smed sin datter ud af vinduet

Skrevet af Henrik R

14/06/2019
Da der pludselig opstod brand i den bygning, hvor Nicolai bor med hans kone og datter, var han nødt til at tænke hurtigt. Trappeopgangen var fyldt med røg og ild, og dermed var der kun en løsning.

Dagens topnyheder

Klokken var lidt over 17, og Nicolai havde netop hentet sin datter fra børnehave. De skulle til at lave mad i køkkenet, så det var klar når mor kom hjem. På et tidspunkt finder Nicolai ud af, at han har glemt sin telefon i bilen, og han fortæller sin datter, han hurtigt går ned og henter den.

Da han åbner døren til opgangen, bliver han mødt af en tyk tåge af røg. Det går op for ham, at der er brand i ejendommen, og han skynder sig derfor ud på badeværelset for at hente håndklæder, som han kan lukke hullerne i døren ind til lejligheden med.

Han tager datteren med ud på badeværelset, hvor de også tildækker de huller der er i døren, så der ikke kommer røg ind til dem. Her begynder panikken dog at brede sig, for det var ikke muligt for Nicolai og datteren at komme ud. Branden opstod nemlig ved de eneste trapper, hvor man kunne komme ned.

“Den eneste flugtvej vi havde, var gennem trapperne, hvor der var røg, og hvor branden var opstået,” fortæller Nicolai i et interview med TV2 Fyn.

Kastede hende inden hun nåede at tænke over det

Nicolai måtte derfor finde på en anden løsning, og i første omgang valgte han at åbne vinduet på badeværelset og råbte om hjælp. Det hørte naboer, der skyndte sig hen foran Nicolais vindue på 2. sal.

Nedenfor vinduet begyndte naboerne at sprede et stort gulvtæppe ud, så det var muligt for Nicolai og hans datter at hoppe ud, uden at de ville komme alvorligt til skade. Nicolai skyndte sig at tage sin grædende datter, og kastede hende ud af vinduet.

“Jeg kastede hende hurtigt, så hun ikke nåede at tænke for meget over det. Der stod otte mennesker og holdt et gulvtæppe, så hun landede blødt,” fortæller Nicolai.

Der var 7.5 meter ned til jorden fra vinduet, og mens pigen landede blødt, så var sagen en anden for Nicolai. Hans vægt var trods alt en del mere, end hvad naboerne kunne holde til, og derfor ramte han jorden hårdt med sin lænd.

Han blev derfor fragtet til Odense Universitetshospital, men efter et par blodprøver blev han sendt hjem igen, da lægerne ikke vurderede, at der var sket ham noget alvorligt.

Hvordan branden er opstået, vides endnu ikke, men politiet afviser ikke, at branden kan være påsat.