“Det er en markant udvikling,” fortæller kommunikationschef.
Lige nu læser andre
Parfume, makeup, hudpleje, serum og deodoranter ryger flittigt i indkøbskurven hos danskerne. Nye tal viser nemlig, at vi sidste år købte kosmetik og personlige plejeprodukter for hele 11 milliarder kroner. Salget placerer Danmark blandt Europas absolutte storforbrugere af skønhedsprodukter. Kun nordmændene slår os, når det kommer til forbruget per indbygger.
Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit brugte omkring 2.000 kroner på kosmetikprodukter i 2024, hvilket er en stigning på 2,4 procent sammenlignet med året før.
Tallene afspejler ifølge Kosmetik- og hygiejnebranchen en stigende bevidsthed om velvære, sundhed og personlig pleje på tværs af både køn og generationer.
Unge mænd udfordrer normerne for skønhed og pleje
Særligt de unge mænd er begyndt at sætte deres aftryk på markedet. En undersøgelse fra Kosmetik- og hygiejnebranchen fra 2024 viser, at hver tredje mand mellem 18 og 29 år bruger dekorativ kosmetik som makeup, concealer eller neglelak mindst én gang om ugen.
Læs også
Også tal fra Danske Bank bekræfter, at unge mænd står bag en del af væksten. En opgørelse over køb i butikker, der definerer sig som kosmetikforretninger, viser, at mænd i alderen 18 til 24 år har øget deres forbrug markant. Fra 2019 til 2024 er der sket en stigning på hele 169 procent i, hvor mange penge unge mænd bruger i kosmetikforretninger.
”Det er en markant udvikling, der viser, at kosmetik ikke længere kun er forbeholdt kvinder. Flere unge mænd bruger i dag makeup og plejeprodukter som en naturlig del af deres udtryk og identitet. Det er med til at drive markedet frem og udfordre gamle forestillinger om, hvem kosmetik er til for,” siger Christian Ditlev Lund, kommunikationschef i Kosmetik- og hygiejnebranchen, i en pressemeddelelse.
Hudpleje er den kategori, danskerne køber mest af. Hårpleje og makeup følger lige efter.
Tallene indsamles og udgives af den europæiske brancheorganisation for kosmetikbranchen, Cosmetics Europe.