Hella Joof klar til AstraZeneca-vaccine: “I kan bare komme med den”

Skrevet af Julie Møller

16/04/2021
Her ses Hella Joof som gæst i DR2-programmet Autograf. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Her ses Hella Joof som gæst i DR2-programmet Autograf. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Danmark stopper med at vaccinere med AstraZeneca-vaccinen. Men Hella Joof er klar til at tage vaccinen.

Mest læste i dag

Danmark stopper med at vaccinere med AstraZeneca-vaccine.

Det stod klart på et pressemøde onsdag.

Her fortalte Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, at Danmark stopper med at bruge den omdiskuterede vaccine.

”Samlet set må vi sige, at resultaterne viser, at der er tale om et reelt og alvorligt bivirkningssignal ved vaccinen fra AstraZeneca. Ud fra en samlet overvejelse har vi derfor valgt at fortsætte vaccinationsprogrammet for alle målgrupper uden denne vaccine,” udtaler Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.

Siden da er det blevet diskuteret, hvorvidt det skal være muligt for personer, der alligevel gerne vil tage imod vaccinen, at få AstraZeneca-vaccinen.

En af de danskere, der er klar til at rulle ærmet op, er forfatter og filminstruktør Hella Joof. Det fortalte hun i Aftenshowet, som hun gæstede onsdag aften.

“I kan bare komme med den”, lød det fra Hella Joof, da hun blev spurgt, hvorvidt hun vil tage imod vaccinen fra AstraZeneca-vaccine.

Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling er også inviteret i studiet. Han ville være ked af det, hvis alle AstraZeneca-vacciner røg i skraldespanden.

“Lad os får gang i de vacciner. Selvfølgelig må de ikke hældes ud,” forklarer han, men det kræver en klar plan.

“Jeg kan mærke på Christiansborg, der er en massiv interesse for det her. For de 200.000 vacciner kan redde masser af liv,” slår han fast.

“En svær beslutning”

Søren Brostrøm slår fast, at det ikke har været en nem beslutning at stoppe med AstraZeneca-vaccinen.

“Det har været en svær beslutning midt i en epidemi at fortsætte vaccinationsprogrammet uden en effektiv og tilgængelig vaccine mod COVID-19. Men vi har andre vacciner til rådighed, og vi har god kontrol med epidemien. Samtidig er vi nået langt med at vaccinere de ældre aldersgrupper, hvor forebyggelsespotentialet ved vaccination er størst,” udtaler han i pressemeddelelsen. 

“Alder er den væsentligste risikofaktor for at blive alvorligt syg med COVID-19. De kommende målgrupper for vaccination har lavere risiko for et alvorligt forløb af COVID-19. Det skal opvejes mod, at vi nu har en kendt risiko for alvorlige skadevirkninger ved vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca, også selvom risikoen i absolutte tal er lille,” siger Søren Brostrøm.