Johannes Langkilde færdig på TV Avisen

Skrevet af Emil Martesen

21/08/2023
Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix
Efter mere end 6 år på TV-avisen er det slut for Johannes Langkilde.

Dagens topnyheder

Siden 2016 har han styret slagets gang i 'TV Avisen' på DR.

Men nu er det slut for den garvede TV-profil.

Han har nemlig valgt at bytte tjansen for TV-avisen ud med værtsbordet i 'Aftenshowet', hvor han fremover skal gøre god figur.

Der er tale om ni måneder, hvor han fast skal være en del af værtsholdet.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Selv lægger han heller ikke skjul på, at han er meget begejstret for at blive vært på 'Aftenshowet':

"Jeg har altid elsket at formidle gode samtaler om vigtige emner med plads til både følelser og bid. 'Aftenshowet' handler ligesom TV Avisen om det, der sker både tæt på og ude verden, men her får jeg virkelig mulighed for at dyrke netop den nære måde at formidle aktuelle emner på. Og så glæder jeg mig til at blive en del af redaktionen og værtholdet, som jeg kender som både dygtige, engagerede og virkelig behagelige kolleger", siger Johannes Langkilde.

Anne Garlichs, programchef i Strategi og Brugere, DR, holder heller ikke igen med roserne, og fortæller, at hun ser frem til, at Johannes Langkilde fremover skal tørne ud i 'Aftenshowet':

"Jeg er meget begejstret for, at vi har fået Johannes Langkilde med på 'Aftenshowet'. Johannes er en særdeles dygtig og erfaren journalist og nyhedsvært, som mange af DR’s seere er glade for. Han har alle de rette kvaliteter til at facilitere vedkommende samtaler i studiet, så alle bag skærmen kan grine, græde, diskutere og blive klogere sammen med vores gæster i 'Aftenshowet'".

'Aftenshowet' sendes mandag til torsdag på DR1 fra 19 til 20 og tager fat, når nyhedsstrømmen skal perspektiveres og gøres relevant for danskerne og deres liv. Programmets bærende element er aktuelle gæster i studiet og de gode og kritiske samtaler, der sætter ansigt, følelser og virkelighed på tidens vigtigste historier.