Københavnske bilejere skal punge ud: Nu skal parkering koste 10.000 kroner

Skrevet af Emil Ryttergaard

01/05/2018
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
Københavns teknik- og miljøborgmester vil gøre parkering i byen 100 gange dyrere end det er i dag.

Dagens topnyheder

Det skal være slut med at slippe billigt, hvis man smider bilen i byen og vel at mærke bor i hovedstaden.

Sådan lyder det fra Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, der vil hæve prisen for at have den firhjulede bil stående på gaden, hvis man selv bor i København.

- Hvis man vil parkere sin bil i København, må man betale, hvad pladsen er værd, og det er langt mere end 100 kroner om året.

- Højere priser vil ifølge analyser, forskning og internationale erfaringer få efterspørgslen på parkering til at falde, og det er nødvendigt med et mærkbart prishop, hvis effekterne skal slå igennem, siger Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelse.

Ifølge hendes egen forvaltning, vil der blive 6100 færre biler i København, hvis den såkaldte beboerlicens bliver 100 gange dyrere end den er i dag, hvor de mest miljøvenlige biler kan slippe med cirka 100 kroner om året.

- Vi har i forvejen ikke meget plads at tage af, og derfor giver det ikke mening, at vi kommunalt økonomisk støtter brugen af offentlige parkeringspladser, når de biler lige så godt kan være parkeret i et privat parkeringshus.

- I stedet for at skære andre mulige steder i vores velfærd kan vi starte med at skære her, lyder det fra borgmesteren. Visse bilejere slipper dog billigere end andre.

Har man en Tesla eller en anden model, der kører på enten el eller brint, skal man fremover kun bøde 5000 kroner om året.

Forslaget bliver fremsat for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg på mandag.

Rebecca koger pasta til sine to børn, men spotter noget pudsigt ved maden: Nu griner alle af hende