Kommune giver p-afgifter på 3.200 kr. - Skal forebygge spirituskørsel

Skrevet af Henrik R

283 uger siden

|

11/12/2018
Foto: Polfoto/Lars Krabbe
Foto: Polfoto/Lars Krabbe
En p-afgift på 3.200 kr. gives i disse dage til biler der både holder ulovligt, men også korrekt parkeret. Kommunen tager det nye våben i brug for at forebygge spirituskørsel i fremtiden.

Dagens topnyheder

Der er en rigtig øv-følelse, når man kommer tilbage til sin parkerede bil, og ser, at der ligger en lille fin lap papir i vinduet. Det er typisk en p-afgift på mellem 500-750 kroner, som man skal betale for at have parkeret ulovligt.

Mange Silkeborgensere får dog et stort chok i de kommende dage, da en stor del biler modtager denne nye afgift, og hvor beløbet lyder på svimlende 3.200 kroner. Heldigvis er det ikke en p-afgift, der skal betales, men derimod et nyt stunt fra Silkeborg Kommune, der vil sætte fokus på at forebygge spritkørsel.

På den falske p-afgift, som du kan se herunder, står der nemlig flere forskellige facts omkring spritkørsel. Der står blandt andet, at 57 % af dødsulykkerne i Silkeborg Kommune i 2017 skyldes en spirituspåvirket fører, ligesom beløbet på 3.200 kroner er minimumsbøden, hvis man kører med for meget alkohol i blodet.

Sådan ser den falske p-afgift ud fra Silkeborg Kommune

”Vi bruger falske p-afgifter i vores kampagne mod spirituskørsel for at nå ud til bilisterne og i sidste ende måske redde et liv. Det kan være, den falske p-afgift kan få pårørende til at stoppe en mulig spritbilist eller få en mulig spritbilist til at tænke en ekstra gang over, om det nu er en god idé at køre,” fortæller Gitte Merstrand fra Vej & Trafik i Silkeborg Kommune.

4 ud af 7 ulykker skyldes spiritus

I Silkeborg Kommune var der syv personer, der mistede livet i trafikulykker, og fire af disse ulykker skyldes en person, der var påvirket af spiritus. Det er også årsagen til, at man i Silkeborg Kommune har valgt at gå ekstra hårdt ind på at gøre folk opmærksomme på, at de skal holde sig fra bilen, når de har drukket alkohol.

Danmark er overordnet set et af de lande, hvor der sker få ulykker grundet spirituskørsel, og vi er blevet langt bedre til at lade bilnøglerne blive i lommerne, hvis vi har fået alkohol indenbords. Statistikker fra Sikkertrafik.dk viser, at der stort set hvert år siden 2008 har været et fald i antallet af ulykker.

I 2008 var der 439 alvorligt tilskadekomne, mens 93 personer blev dræbt i en ulykke med spirituskørsel. De tal hedder blot 175 og 36 i år 2017. Tendensen går dermed i den rigtige retning, og det skyldes blandt andet mere opmærksomhed, som denne kampagne de er ved at rulle ud i Silkeborg Kommune.

Så hvis du bor i Silkeborg, og bliver mødt af en usædvanlig høj P-afgift, så husk på, at det blot er en reminder på, at du ikke skal sætte dig bag rettet, når du har drukket alkohol.