Kommune med lort i vandet: Drik det ikke

Skrevet af Jakob A. Overgaard

28/02/2021
Der kan være lort i dit vand. Foto: Shutterstock
Der kan være lort i dit vand. Foto: Shutterstock
I Danmark slukker du ofte tørsten direkte fra vandhanen, men lige nu er der en advarsel fra Frederiksberg Vandforsyning om, at du ikke skal kaste vandet i halsen uden at koge det først. Der er nemlig fundet coli-bakterier i vandet.

Dagens topnyheder

I går måtte Frederiksberg Vandforsyning meddele via deres Facebook-side, at borgerne i kommunen skulle huske at koge deres vand, inden det skulle bruges til madlavning. Der er funder coli-bakterier i vandet og det kan derfor være sundhedsfarligt at indtage vandet uden at koge det.

"Vi har fundet coli-bakterier i drikkevandet på Frederiksberg. I samråd med Miljømyndigheden i Frederiksberg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed er det besluttet at udstede en kogeanbefaling. Det betyder, at vi anbefaler, at man koger vandet, før man drikker det eller bruger det til madlavning. Der er kun en meget lille risiko for, at man bliver syg, hvis man har drukket af vandet, men det anbefales at vandet koges fra nu af, før man drikker det. Man kan fortsat vaske hænder og tage bad i vandet," skriver vandforsyningen på Facebook og på deres hjemmeside.

Kilden til forureningen er endnu ikke fundet, så vandforsyningen arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der er sket.

"Kilden til forureningen er endnu ikke lokaliseret, men Frederiksberg Forsyning arbejder intensivt på at spore kilden. Når kilden er fundet og forureningen er stoppet vil kogeanbefalingen kunne ophæves," skriver Frederiksberg Vandforsyning endvidere i opslaget.

Vandet må således ikke benyttes til drikkevand, til at skylle salater eller lignende og heller ikke i en kaffemaskine, idet vandet her ikke kommer til at koge. Det vigtige i behandlingen af vandet er, at vandet reelt set koger og det anbefales, at man koger vandet op to gange med mellemrum.

Hold øje med deres Facebook-side, hvis du er berørt af forureningen.