Når man går ud for at hente morgenavisen, forventer man sjældent at finde en flyttekasse, der ryster. Men det var præcis, hvad en kvinde i Tønder stødte på en lørdag morgen, da en brun, noget ramponeret papkasse stod og ventede foran hendes hoveddør. Skrevet med sort tusch stod ordene: "børnetøj/vintertøj" – men da kassen begyndte at bevæge sig, blev det hurtigt klart, at indholdet var mere pelsklædt end ventet.
Tre små killinger, forladt og stuvet sammen uden hverken foder, vand eller deres mor, lå i bunden af kassen. Bange, beskidte og sammenkrøbet i et hjørne omgivet af afføring. Et sørgeligt syn – men desværre ikke enestående i Danmark.
Kvinden, der selv har kat, kunne ikke tage de tre ind, men reagerede hurtigt og ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Herfra gik turen direkte til internatet i Aarhus, hvor personalet stod klar med varme hænder og bløde tæpper.
"Killingerne var meget påvirket, da de kom ind til os. De rystede over hele kroppen og trykkede sig tæt op ad hinanden, fortæller Stine Skov-Jensen fra Dyrenes Beskyttelse i Aarhus.
Ifølge organisationen strømmer det i øjeblikket ind med killinger, og sidste år alene modtog de over 1000 moderløse små, som næppe havde overlevet uden hjælp. Den uhyggelige tendens med killinger efterladt i papkasser gentager sig – og det sætter både personalets tålmodighed og kapacitet på prøve.

Gry, Gumle og Gabby har i dag et godt og trygt hjem. Foto: Stine Skov-Jensen/Dyrenes Beskyttelse
"Det vælter ind med killinger i øjeblikket, og det er ikke første gang, vi ser killinger blive efterladt i en papkasse. Men det gør ikke indtrykket mindre hver gang. Det er både ufatteligt hjerteløst og farligt for dem," lyder det videre fra Stine Skov-Jensen.
De tre katteunger, der nu lyder navnene Gry, Gumle og Gabby, havde trods alt hinanden. De er kun fem uger gamle og burde stadig være sammen med deres mor – både for mad, tryghed og social udvikling. Men de har allerede vist livskraft: De er begyndt at spise selv, og nu bor de midlertidigt hos en erfaren plejefamilie, hvor de får lov til at være killinger igen.
"Det er tydeligt, at de har været udsat for noget, deres små kroppe burde være forskånet for. Men nu er de hos en sød og rolig plejefamilie, hvor de får lov at være killinger igen. Der er varme, leg og rolige hænder, der stille og roligt lærer dem, at mennesker kan være noget godt," siger Stine Skov-Jensen.
Når de bliver store nok, venter nye hjem med madskåle, nussefingre og forhåbentlig aldrig mere en papkasse som første minde.