Lancerer nyt system: Nu kan du få dine pant-penge direkte ind på kontoen

Skrevet af Mathias Nielsen

10/05/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Et nyt system skal gøre det hele lidt nemmere.

Dagens topnyheder

I Danmark er der en stor tradition for at pante flasker. Normalt får man en flaskebon, som man så kan indløse ved kassen det sted, hvor man har pantet sine flasker.

For fremtiden bliver det dog lidt nemmere. Panter du på en af landets nye pantstationer, skal du i fremtiden nemlig kun medbringe mobilen udover de tomme flasker og dåser.

Dansk Retursystem lancerer app’en ’Pant’, som gør, at du får pengene digitalt overført til din konto uanset, hvilken bank eller kort du har. Og du kan selvfølgelig også se dine transaktioner og holde øje med, hvor meget du panter for. Det oplyser Dansk Retursystem i en pressemeddelelse.

Pant-app’en har været testet på pantstationen i Horsens, og efter gode erfaringer der kommer turen nu til de øvrige, nye pantstationer rundt om i landet.

”Vi vil gerne gøre det nemt og smart at pante, og med Pant-app’en har vi lyttet til Danmarks pantere og forsøgt at opfylde behovet for at gøre pantoplevelsen mere tidssvarende og bekvem for alle, uanset hvilken korttype man har”, siger projektleder Jane Foged.

Det har været et ønske fra pantstationsbrugerne let at kunne donere sin pant til fx velgørenhed, eller hvis man pantede for klassekassen, håndboldklubben eller en anden forening.

Med Pant-app’en kan man udover sin egen konto let tilføje andre kontonumre, hvis pant-pengene skal komme andre til gode end sig selv.

Dansk Retursystem er ved at modernisere pantstationerne til den nye model, hvor man hælder sine flasker og dåser direkte i maskinen. Man kan på pantstation.dk finde ud af, hvilke stationer hvor app’en kan bruges.

SÅDAN GØR DU:

  1. Download appen ’Pant’ i App Store eller Google Play

  2. Første gang du logger på, skal du verificere dig med NemID/Mit ID.

  3. Du vælger selv den konto, pengene skal sættes ind på.

  4. Du kan følge dine udbetalinger og se historik på dine pantninger.