Dansk kvinde efterlyst i hele verden - mistænkt for at snyde svage og udsatte for 111 millioner kroner

Skrevet af Nils Würtzenfeld

09/10/2018
Børne- og socialminister Mai Mercado og departementschef Jens Strunge Bonde holder pressemøde i Børne- og Socialministeriet i København, tirsdag 9. oktober i forbindelse med den omfattende sag om svindel for 111 millioner kroner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Børne- og socialminister Mai Mercado og departementschef Jens Strunge Bonde holder pressemøde i Børne- og Socialministeriet i København, tirsdag 9. oktober i forbindelse med den omfattende sag om svindel for 111 millioner kroner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Børne- og Socialministeriet og Socialstyrelsen har afdækket potentiel svindel for et trecifret millionbeløb. En 64-årig kvinde er nu efterlyst internationalt.

Dagens topnyheder

En 64-årig betroet medarbejder i Socialstyrelsen er mistænkt for at snyde svage borgere for hele 111 millioner kroner.

Det meddeler Børne- og Socialministeriet tirsdag i en pressemeddelelse.

Sagen er blevet anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) - bedre kendt som Bagmandspolitiet, der nu efterforsker svindlen.

- Jeg er dybt rystet over, at der tilsyneladende er blevet svindlet med penge, der jo skulle gå til udsatte grupper. Det er fuldstændig uhørt, at det har kunnet ske, skriver børne- og socialminister Mai Mercado (K) i pressemeddelelsen.

Ministeriet forklarer, at der sandsynligvis er tale om en ‘betroet medarbejder’ ansat i Socialstyrelsen, der fra 2002 til 2018 har svindlet for 111 millioner kroner via ‘uberettiget tilegnelse’. Penge som eller var øremærket udsatte grupper.

Ifølge Bagmandspolitiet er der tale om en kvindelig 64-årig medarbejde, der er mistænkt for at have overført 100 millioner kroner til sig selv. Hun er nu efterlyst internationalt. 

- Alt tyder på, at den pågældende har benyttet sig af en disciplineret og systematisk fremgangsmåde i sin svindel. 

- Vi er dog allerede et godt stykke med efterforskningen, og vi har et fint billede af, hvad der konkret er sket og hvornår, skriver statsadvokat Morten Niels Jakobsen i pressemeddelelsen.

Da sagen er under efterforskning, kan børne- og socialminister Mai Mercado ikke gå i yderligere detaljer, men forsikre, at man nu skal til bunds i sagen.

- Men jeg kan sige klart, at jeg vil sikre, at vi får fuldstændig klarhed over, hvad der er sket, og hvordan kontrolsystemerne over en lang årrække har kunnet svigte, skriver Mai Mercado.

Ifølge pressemeddelelsen er Folketinget orienteret, og flere eksterne undersøgelser er sat i værk.

- Først og fremmest skal vi have alt frem for at sikre, at det ikke sker igen, men det er også vigtigt for mig at få et klart svar på, om der kan placeres et ansvar for, at kontrollen har svigtet, skriver Mai Mercado i pressemeddelelsen.