LIGE NU: 'Luk vinduer og døre’ - DMI advarer om farligt vejr

Skrevet af Nils Würtzenfeld

10/05/2018
Torsdag varsler DMI farligt vejr i form af både kraftig regn og torden i store dele af landet.

Mest læste i dag

En koldfront med voldsomt vejr bevæger sig lige nu ind over Jylland og vil langsomt ramme resten af landet i løbet af torsdagen. Sådan lyder den alvorlige advarsel fra DMI, der på deres hjemmesiden ligefrem varsler farligt vejr.

Især i Nord- og Midtjylland samt den nordlige del af Sjælland, inklusive København er der risiko for skybrud og torden.

- Risikoen for skybrud og kraftig regn er størst i den sydlige og vestlige del af landet, og DMI har derfor udsendt et varsel, mens risikoen for skybrud er mindre i resten af landet, skriver DMI på deres hjemmeside.

Klokken 12 er der endnu tørt og solrigt i den østlige del af landet, men i løbet af dagen vil der blive mere skyet med spredte regn- og tordenbyger.

Varslet i denne del af landet lyder fra klokken 15 til midnat.

- Der er risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 min samt risiko for kraftig torden, lyder advarslen fra DMI.

Foto: DMI

Tilmed advarer man om, at torden kan medføre fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer samt risiko for mange fejlalarmer fra automatiske anlæg.

De kraftige tordenbyer kan i den østlige del af landet også resultere i voldsomme hagl.

Hos vejrtjenesten frygtes det, at de kraftige skybrud kan resultere i oversvømmelser flere steder.

- Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning), nedsat sigtbarhed,' skriver DMI.

Af samme grund har DMI i forbindelse med tidligere skybrud anbefalet, at man lukker vinduer, døre og ventilationshuller i ydervæggene. På den måde undgår man, at vandet løber ind via eventuelle tagvinduer eller kælderdøre.

Det anbefales desuden, at man tjekker, at afløb og tagrender er fri for blade

I løbet af weekenden vil en svag front passere landet østfra, efterfulgt af lunere og mere tør luft. Sidst i perioden ventes et nordvestgående lavtryk at passere lige øst om Danmark og vejret bliver mere ustabilt.