Lis tog fejl af hjælpeorganisationer, men Dansk Flygtningehjælp havde kækt svar

Skrevet af Nils Würtzenfeld

06/11/2016
Foto: Dansk Flygtningehjælp/Polfoto/TYCHO GREGERS
Foto: Dansk Flygtningehjælp/Polfoto/TYCHO GREGERS
I dag har tusindevis af danskere fået besøg af Dansk Flygtningehjælp. Også Lis fra Ry.

Mest læste i dag

Denne søndag har rigtig mange danskere fået besøg af Dansk Flygtningehjælp, der 6. november har afholdt deres store landsindsamling.

Mange frivillige valgte derfor uselvisk at bruge deres søndag på at gå fra dør til dør med indsamlingsbøsser, ligesom rigtig mange danskere har været gavmilde med et bidrag.

Èn af disse danskere er Lis fra Ry ved Silkeborg, der – velvidende at Dansk Flygtningehjælp ville kigge forbi i dag – havde hængt en seddel på døren og vedhæftet 50 kroner.

Flot gestus, men med de mange velgørende organisationer, der hver dag arbejder for at hjælpe mennekser i nød, kan det til tider være svært at holde styr på, hvem der er hvem.

Måske af netop denne grund, var Lis også kommet til at skrive;

- Indsamling til Folkekirkens Nødhjælp, 50 fra Lis, på sedlen.

Dansk Flygtningehjælp var dog hurtigt til at vende misforståelsen til noget positivt, da de ankom til Lis' hjem i Ry.

For på Facebook har Dansk Flygtningehjælp efterfølgende skrevet følgende besked til Folkekirkens Nødhjælp.

- Kære Folkekirkens Nødhjælp. Ret skal være ret. Selv om vi gætter på, at pengene er til os, når de nu hang på en dør i dag, overfører vi lige en 50'er til jer fra Lis i Ry! Tak for god opbakning til vores landsindsamling.

Folkekirkens Nødhjælp ville dog også lege med, og derfor var man hurtigt til at svare på Facebook-beskeden med denne hilsen:

- Oh, you guys. For at slutte ringen, så har jeg sendt en 50'er tilbage i jeres retning. Håber I har haft en fantastisk indsamling.

Dermed har begge de to velgørenhedsorganisationen fået noget ud af dagen, der dog først og fremmest er blevet stablet på benene for at hjælpe mennesker i nød.

Blandt andet går støtten til at sikre, at sydsudanesiske flygtninge får rent drikkevand, og at syriske flygtningebørn får varmt vintertøj, så de ikke fryser i den kolde libanesiske vinter.