Louise deltog i Løvens Hule: Nu er alt slettet

Skrevet af Julie Møller

25/03/2021
Sådan så det ud, da Louise Mygind Andersen præsenterede sin virksomhed Frederik IX Studios, i Løvens Hule på DR1. Foto: Per Arnesen/ DR.
Sådan så det ud, da Louise Mygind Andersen præsenterede sin virksomhed Frederik IX Studios, i Løvens Hule på DR1. Foto: Per Arnesen/ DR.
Efterfølgende har den unge iværksætter valgt at rydde op.

Mest læste i dag

I den seneste sæson af DR-programmet Løvens Hule stod 28-årige Louise Mygind Andersen foran Løverne.

Hun præsenterede sin smykkevirksomhed, som tager afsæt i kærligheden til Frederik 9. Fascinationen af den danske konge er også afspejlet i navnet på Louise Mygind Andersens virksomhed. Den hedder nemlig Frederik IX Studios.

I programmet var Jesper Buch hurtig til at spørge ind til rettighederne til navnet. Her slog Louise Mygind Andersen fast, at hun havde fået lov til at bruge navnet. Men siden da har Berlingske været i kontakt med Kongehuset for at høre deres version af, hvorvidt der er givet tilladelse til at bruge Kong Frederik IXs navn samt et billede. Begge meldes at være sket uden tilladelse fra Kongehuset, skrev avisen tilbage i februar.

Nu har Louise Louise Mygind Andersen valgt at slette alt indhold, der har relation til den danske konge. Det skriver Finans.dk.

Besøger man smykkevirksomhedens hjemmeside, er den god nok. Her er man ikke længere inspireret af Frederik 9., men derimod “fortidens historiske perioder.”

I en besked til Finans.dk forklarer Louise Mygind Andersen, hvorfor indholdet er slettet.

“Jeg har før understreget, at jeg har den dybeste respekt for kongehuset og på ingen måde vil træde over nogle grænser. Derfor har jeg på eget initiativ fjernet de to pågældende billeder. Jeg har fuld gang i forretningen og må agere blæksprutte, mens jeg søger kvalificerede folk til både indkøbs- og salgsafdelingen."

Hvad med navnet?

Er navnet så okay? Frederik IX Studios. Lige nu ligger sagen hos Forbrugerombudsmanden. Om det ender med, at Louise Mygind Andersen må opgive navnet, er ikke afgjort i skrivende stund. 

I Løvens Hule takkede Louise Mygind Andersen ja til tilbuddet fra investor Christian Arnstedt, der efterfølgende lagde et billede på Instagram:

“Louise er den sejeste iværksætter. Jeg glæder mig helt vildt meget til rejsen med Louise Mygind Andersen og Frederik IX Studios. Vi skal have noget dansk design ud i verden,” skrev han til opslaget.

Foto: Instagram.

Christian Arnstedt har ikke ønsket at udtale sig om sagen, der altså nu bliver undersøgt af Forbrugerombudsmanden.