Madekspert om nationalret-konkurrence: Det er bare en gang pop

Skrevet af Ronja Ryde

11/09/2014

Mest læste i dag

Danmarks fødevareminister Dan Jørgensen (S) er bekymret for danskernes madvaner. Vi bruger for få penge på mad og ‘kører crap ned’, mens vi ser fjernsyn, mener Dan Jørgensen i en pressemeddelselse.

Derfor har den nyudnævnte madminister nu nedsat en såkaldt ‘måltidstænketank’, som skal ende med, at Danmark får kåret en nationalret.

Bent Christensen, som er redaktør for Den Danske Spiseguide, er enig i, at de danske madvaner er sørgelige.

LÆS OGSÅ: Stegt flæsk eller kødsovs: Vi skal vælge nationalret

- Når jeg står bag folk i supermarkedet, og ser, hvad de læsser i vognen, får jeg helt ondt i maven. Det er som om, det bare skal være nemt, og det, der skal ind i kroppen, må ikke koste noget. Men kroppen er altså det vigtiste, vi har - så vis dog lidt omsorg! siger Bent Christensen til Dagens.dk.

Han mener dog slet ikke, det kan lade sig gøre at udpege én dansk nationalret.

- Det er da rigtig fint med det der nye nordiske køkken. Men hvad med alle de klassiske danske retter? Hvorfor er der ingen restauranter, der satser på dem? spørger madeksperten.

Ifølge ham er de klassiske retter lige så vigtige som at bevare landsbykirkerne - fordi der er en kulturhistorie i det, som siger noget om vores rødder. Og de rødder skal vi være stolte af.

- Rød grød med fløde bruger vi for eksempel næsten kun til at drille udlændinge med. Hvor mange spiser det derhjemme? Hvor mange ved overhovedet, at det er en stolt, dansk tradition? siger Bent Christensen, som pure nægter at udpege en livret over for Dagens.dk.

- Min livret er alt mad lavet med omsorg. Lige for tiden har jeg lækre æbler i haven, så jeg laver æbleflæsk en gang hver anden uge. I foråret bruger jeg friske asparges, siger Bent Christensen.

Hvis fødevareministerens formål med måltidstænketanken er at sætte mere fokus på en lang række af de klassiske danske retter, er et en idé, Bent Christensen gerne vil støtte. Men idéen om at lave en konkurrence for at udpege ét måltid, giver han ikke meget for.

- Det er bare en gang pop. Så skal du sgu vælge én ret for hver uge i året, siger Bent Christensen.