Mand fra Høje Taastrup vinder 1.2 millioner: Konen blev rasende

Skrevet af Henrik R

20/02/2019
En god gevinst kan gøre vidundere for ens liv. En ny millionær fra Høje Taastrup var oplistet i RKI og havde gæld til familie låneselskaber, men så ramte heldet på en spillemaskine

Mest læste i dag

Når det står så galt til med økonomien, at man både skylder penge til familie samt kviklån, og at man endda står oplistet som dårlige betalere i RKI, så er man nok et godt stykke tættere på Luksusfælden end på at kunne kalde sig rig.

Livet tog dog en uventet drejning for en mand i 20’erne fra Høje Taastrup, der nu kan få afbetalt alt sin gæld og samtidig kalde sig millionær. Manden havde nemlig klikket ind på Danske Spil, hvor han spillede på spilleautomaten ’Pølsevognen’ og her vandt han den helt store jackpot på mere end en million kroner.

”Jeg sad derhjemme med mine to drenge og ville bare lige spille lidt selv, mens de sad og spillede FIFA. På et tidspunkt kiggede jeg op på fjernsynsskærmen, og da jeg vendte blikket tilbage på min telefon, fik jeg verdens største chok. Der stod jo, at min saldo lige pludselig havde forvandlet sig til 1.263.761.13 kroner,” fortæller manden til Danske Spil, som dog ønsker at være anonym.

Grundet familiens dårlige økonomi, havde manden fået forbud mod at spille på nettet for penge, men han kunne alligevel ikke dy sig, og selvom det sjældent kan betale sig at gå mod sin kones ordre, så var det nu alligevel tilfældet for den heldige sjællænder.

”Vi har skyldt penge væk til familie og nogle forskellige Kvik-lån. Så meget, at vi faktisk var endt i RKI. Så dette her har fuldstændig ændret vores liv. Jeg er så glad. Og jeg kunne da heller ikke dy mig for at drille min kone lidt, da hun kom hjem,” lyder det fra den heldige vinder.

"Vi var tæt på at gå fra hinanden"

Konen var ikke hjemme, da jackpotten på de 1.2 millioner kroner blev ramt, så da hun kom hjem, kunne han slet ikke vendte med at fortælle hende om gevinsten. Det var dog ikke glæde, der var konens første reaktion.

”Hun blev rasende på mig. Haha. Og da jeg så sagde, at vi var blevet rige, blev hun endnu mere sur, fordi hun troede, at jeg tog pis på hende;” fortæller vinderen, inden han afslører, at konen straks kom i bedre humør, da hun kunne se, at der faktisk var gået mere end en million kroner ind på kontoen.

Det har dog ikke været en let tid for ægteparret, der i flere omgange har været ved at gå fra hinanden. Men efter gevinsten er det blevet lettere, og vinderen fortæller, at han hele tiden modtager beskeder fra sin kone om, at hun elsker ham.

”Det hele har været ret hårdt de seneste år. Og vi har været tæt på at gå fra hinanden. Men nu får jeg hele tiden sms’er fra min kone om, at hun elsker mig og ikke kan leve uden mig. Det er simpelthen så dejligt. Vi er som nyforelskede,” lyder det fra vinderen.

Parret er fast besluttede på, at pengene ikke bare skal sløses væk, men de har planer om at tage børnene med på en god ferie.