Mette Frederiksen melder ud: "Der er ikke en konkret trussel mod Danmark"

Skrevet af Mathias Nielsen

04/03/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Statsministeren melder ud om den nuværende situation.

Dagens topnyheder

Efter Ruslands invasion af Ukraine er sikkerhedspolitik blevet det altoverskyggende emne i det politiske landskab.

Både på den ind- og udenrigspolitiske scene.

Tyskland har gjort op med årtiers pacifisme, som har sine rødder i det store nederlag efter 2. verdenskrig.

I Danmark har langt de fleste af Folketingets partier - kun med undtagelse af Enhedslisten og Frie Grønne meldt klart ud, at en oprustning af det danske forsvarsbudget er en meget klar og høj politisk prioritet på Christiansborg.

Tidligere på ugen kunne en samlet blå blok sende en forespørgsel til Regeringen om at fremrykke forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig, der skal erstatte det nuværende fra 2018.

Det gælder frem til 2023, men hvis det står til blå blok, skal man altså forhandle om det før tid.

Men er det overhovedet nødvendigt at forhandle før tid, kan man spørge sig selv om.

Og er Danmark truet rent militært, eller kan vi “nøjes” med at skulle modtage flygtninge?

 I kølvandet på invasionen er statsminister Mette Frederiksen (S) på tur rundt på Forsvarets etablissementer.

I et opslag på Facebook skriver hun:

“Putins angreb er et angreb på vores frihed. Det skal vi aldrig acceptere. Jeg vil gerne slå fast, at der ikke er en konkret trussel mod Danmark. Men vi er trådt ind i en mere usikker tid. Og der er derfor brug for, at vi styrker vores egne og NATOs beredskaber. Jeg har i dag besøgt Forsvarets dedikerede medarbejdere fra Flyvevåbnets Air Transport Wing og Jægerkorpset. Det danske forsvar er klar til at rykke ud med kort varsel, når der er brug for det. Tak for jeres store indsats.”

Dermed kan man ifølge Mette Frederiksen ånde lettet op, hvis man frygter russiske soldater i Danmark.

Samtidig fastslår hun, at der skal oprustes og investeres i den nationale sikkerhed rent militært.

Det anslås, at det på nuværende tidspunkt vil koste yderligere 18 milliarder kroner om året, hvis det danske forsvarsbudget skal være 2 % af BNP, som det blev aftalt mellem Natos medlemslande tilbage i 2014.

Forsvarets budget er for 2022 cirka 27 milliarder, hvorfor et nyt budget altså vil være 45 milliarder for at opfylde aftalen med NATO.