Millionbøder til DSB og PostNord

Skrevet af Henrik R

13/08/2019
DSB og PostNord må en tur ned i den store pengepung. De har nemlig ikke opfyldt den kvote de skulle, og de koster dem nu dyrt.

Mest læste i dag

Der findes højst sandsynligt ikke nogen virksomheder, der må lægge øre til så meget, som PostNord og DSB gør i Danmark. Uanset om virksomhederne leverer, så er det aldrig godt nok, og der vil altid være nogle, der klager over forsinkelse af toget/pakker, eller priserne på turen/forsendelsen.

Nu er netop de to nævnte virksomheder atter i problemer, da de har fået en vaskeægte begmand af staten. Årsagen skyldes, at ingen af virksomhederne har opfyldt den kvote af elever, som de har pligt til at ansætte, og derfor har de begge modtaget store bøder.

Det er Fagbladet 3F der har fået aktindsigt i bøden til de to statslige virksomheder, som er blevet ramt af den såkaldte AUB-ordning. Det er en ordning, hvor arbejdsgivere har pligt til at ansatte et vis antal elever, og hvis ikke de gør det, så skal de hoste op med penge.

Det har ingen af de to virksomheder nået, og det ærgrer især PostNord, der mener, at der stilles urealistisk høje krav til, hvor mange elev- og lærlingepladser de skal have.

“Det er ærgerlige penge at betale. Vi har mange faglærte hos os fra andre brancher, for eksempel bagere og tømrere, som har søgt job hos os på et tidspunkt med høj arbejdsløshed og er blevet hængende. Derfor stilles der nu urealistisk høje krav til os i forhold til antallet af elev- og lærlingepladser,” fortæller Han Erik Lindkvist, der er chef for HR i PostNord Danmark til Fagbladet 3F

Så mange elever manglede de at ansætte

I forhold til den aktindsigt som Fagbladet 3F har fået, så er det ikke opgjort, hvor mange elever de forskellige virksomheder mangler at få ansat. Det er til gengæld hurtigt at regne ud ved hjælp af hovedregning, da bøden pr. manglende elev er 27.000 kroner.

I alt har PostNord fået en bøde på 2.001.092 kroner, og det svarer til, at de har manglet at ansatte intet mindre end 74 elever i forhold til AUB-ordningen.

DSB har fået en bøde på 1.947.100 kroner, hvilket svarer til, at de har manglet at ansætte godt og vel 72 elever.

Det er dog ikke kun PostNord og DSB, der har ‘glemt’ at ansætte elever nok. Det er blot de virksomheder, der ligger klart i toppen. Herunder kan du se de ti virksomheder i Danmark, der har fået de største bøder for ikke at ansætte nok elever.

  1. PostNord - 2.01 mio kr.

  2. DSB - 1.94 mio kr.

  3. Danske Bank - 1.26 mio kr.

  4. Region Sjælland - 1.21 mio kr.

  5. Region Nordjylland - 1.15 mio kr.

  6. Danske Diakonhjem - 1.12 mio. kr.

  7. Nordea Danmark - 973.930 kr.

  8. Aarhus Universitet - 653.158 kr.

  9. Hovedstadens Beredskab - 574.922 kr.

  10. Jyske Bank - 564.025 kr.