Morten Messerschmidt vil indføre dansk nationaldag: Derfor skal den ligge netop denne dag

Nicolai H

1 dag siden

|

05/06/2025
Indland
Foto: News Oresund/Wikimedia Commons
Foto: News Oresund/Wikimedia Commons
Hvad tænker du om idéen?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens færinger marcherer i folkedragter og nordmænd iklæder sig bunad og bølger med flag i hænderne, står danskerne tilbage med en halvflad fornemmelse og minderne om Grundlovsdag.

Det skal der laves om på, hvis det står til Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Han længes efter noget mere højtideligt – og knap så politisk.

“Vi har brug for en dag, hvor vi hylder det at være dansk, vores litteratur, vores sange, vores landskaber. Alt det, der konstituerer Danmark,” siger han ifølge Avisen Danmark, og efterlyser en markering, der samler snarere end splitter.

Selv har han ikke meget fidus til 5. juni som nationaldag. Alt for politiseret, lyder analysen fra DF-lederen, der mener, at danskerne i forvejen er rigeligt opdelte i spørgsmål om velfærd, klima og migration. En fælles fejring burde være hævet over netop det.

Ifølge Messerschmidt handler det ikke om at opfinde noget nyt – men snarere om at genopdage det gamle. For Danmark var jo også Danmark før vi fik stemmeret og grundlov.

“Danmark skulle jo gerne være noget, som vi alle sammen, uanset hvad vi stemmer, tror på og kan betragte som vores fædreland og holde af. Det kunne vi passende have én dag om året til at minde hinanden om,” lyder det.

Vil hylde Dannebrog

Og han har allerede udset sig datoen: 15. juni – Valdemarsdag.

Netop denne dag knytter sig til legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse i 1219, mens kong Valdemar Sejr kæmpede mod esterne. For Messerschmidt rummer dagen både mytologi, historie og noget dybt nationalt.

Han mener, at tiden er moden. Engang blev det røde og hvide flag mødt med mistro i visse politiske kredse, men det billede har rykket sig, siger han – og nu skal Dannebrog ikke længere være et ideologisk tilbehør, men et samlingspunkt.

“Danmark går jo længere tilbage end demokratiet. Danmark var jo også dansk under enevælden og helt tilbage til sagatiden,” slår han fast.

Spørgsmålet er nu, om resten af Folketinget er klar på at tage ideen op – og om danskerne er klar til at udskifte Grundlovsdag med Valdemarsdag som årets egentlige fejring af fædrelandet.

Ads by MGDK