Parti: Vent med at åbne til 1. september

Skrevet af Henrik R

03/08/2020
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Fase 4 af Danmarks genåbning begynder snart, men står det til SF, så opfordrer de til, at man venter med genåbningen af diskotekerne.

Dagens topnyheder

Vi er netop trådt ind i august, og dermed går der heller ikke længe, før 4. fase af Danmarks genåbning træder i kraft.

I denne fase er det meningen, at diskoteker atter skal have lov til at åbne igen, efter de snart har været lukket ned i et halvt år.

Noget tyder dog på, at diskotekerne ikke får lov til at åbne alligevel, særligt fordi smitten er begyndt at sprede sig igen.

Af samme årsag mener SF, at man bør vente med at åbne diskotekerne, og de opfordrer derfor til, at man i stedet rykker genåbningen til den 1. september.

“Fordi smittetallet stiger, tror vi faktisk, det giver god mening, at vi giver os selv lidt mere tid til at vurdere situationens udvikling. Til at få folk hjem fra ferie og få en fornemmelse af, hvad det betyder for smittetallet, og for at få hverdagen i gang igen;” fortæller SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen til Ritzau, inden hun fortsætter:

“Derfor kan vi godt se for os, at man udskyder genåbningen af natklubber til 1. september.” lyder det fra ordføreren.

I løbet af de seneste uger er smittet begyndt at stige i Europa, hvilket har medført, at regeringen nu fraråder rejser til både Rumænien og Bulgarien, som man ellers tidligere ikke frarådede.

Samtidig balancerer Spanien på vippen, mens vi hjemme i Danmark også oplever en stigning i smitten. Særligt er det gået hårdt ud over slagteriet Danish Crown i Ringsted, hvor der er konstateret mere end 60 smittede.