Politiet advarer: Hvis 'Jonas' ringer, skal du lægge på

Skrevet af Julie Møller

15/07/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det lykkes gerningsmænd at få det til at ligne, at de ringer op fra telefonnummeret 9614 1448, som er nummeret til Midt- og Vestjyllands Politi. De udgiver sig for at være 'betjenten Jonas'. Men det er ikke politiet, der ringer op.

Dagens topnyheder

Det fortæller Østjyllands Politi i dagens døgnrapport. ​

I går tirsdag den 14. juli kontaktede en 52-årig mand fra Odder Østjyllands Politi for at anmelde, at han kort forinden var blevet ringet op af en ”betjent” ved navnet Jonas. ”Betjenten” havde ringet fra telefonnummeret 9614 1448, som er nummeret til Midt- og Vestjyllands Politi.

”Betjenten” havde oplyst, at nogen havde forsøgt at oprette et lån i den 52-åriges navn hos banken Santander på 90-95.000 kroner. Nu skulle den 52-årige bare lige oplyse sit cpr-nummer til ”betjenten”, så han kunne håndtere sagen. Dette afviste den 52-årige, der afsluttede samtalen og ringede til det rigtige politi.

Politiet har oplevet det før

Politiet har tidligere fået anmeldelser om lignende sager, hvor gerningsmænd får det til at se ud som om, at de ringer fra politiets officielle telefonnumre og udgiver sig for at være fra politiet. 

Er man i tvivl om, hvorvidt det er politiet, der ringer, så bed om navn og afdeling, og ring selv op til politiet for at tjekke oplysningerne.