Politiet opfordrer: Læg på hvis ‘Per’ ringer

Skrevet af Julie Møller

13/08/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
En 67-årig mand blev onsdag ringet op af en mand, der sagde, at han hed Per og var sikkerhedsrådgiver i Danske Bank.

Mest læste i dag

“Jeg skal bare lige bruge dit CPR-nummer, Nem-ID og login.”

Sådan lød det i en telefonsamtale, som en 67-årig mand fra Grenaa, havde i går.

Den 67-årige mand blev ringet op af en mand, der sagde, at han hed Per og var sikkerhedsrådgiver i Danske Bank.

Herefter forklarede Per, at svindlere var i færd med at overføre 73.000 kroner fra den 67-åriges konto samt 8.000 kroner fra den 67-åriges hustrus konto til en fremmed konto. 

Men heldigvis påstod Per at kunne hjælpe manden. Per skulle bare bruge den 67-åriges CPR-oplysninger samt Nem-ID og login. 

Den 67-årige begyndte at finde oplysningerne til Per, men kom undervejs heldigvis i tanke om, at det hele virkede lidt mistænkeligt.

Han forklarede Per, at han selv ville kontakte Danske bank og få styr på situation.

‘Danske Bank er lukket på grund af corona-virus’

Men det kunne den 67-årige ikke, forklarede Per. Danske Bank var nemlig lukket på grund af corona-virus.  

Men Per var nu ansat som sikkerhedsrådgiver, mens banken var lukket. Per rådede den 67-årige til, at både han og hans kone skulle lukke deres mobiltelefoner og tage simkortet ud og lade være med at bruge deres computere indtil kl. 10.00 den følgende dag. 

På dette tidspunkt blev samtalen for mystisk for den 67-årige. Han sagde, at han ville kontakte politiet og afsluttede derefter samtalen. Han skyndte sig derefter at ringe til Danske Bank og få spærret både Nem-ID og alle parrets konti.

Personlige oplysninger er no-go i telefonen 

Det er Østjyllands Politi, der beretter om episoden i deres døgnrapport. 

De modtager jævnligt anmeldelser om økonomisk bedrageri, og de opfordrer til, at man aldrig udleverer personlige oplysninger i telefonen. 

Banker og offentlige myndigheder har nemlig de oplysninger om dig, som de har brug for, og derfor vil de aldrig have behov for at få dit Nem-ID over telefonen.