Danskerne har fået et solidt løft på formuekontoen i 2024 – også selvom det kan være svært at mærke i dagligdagen.
Nye tal fra Danmarks Statistik og Velliv, som Ekstra Bladet har modtaget afslører, at den gennemsnitlige danske familie er blevet 22.000 kroner rigere hver måned.
Det er dog ikke kontoen til lommepenge eller ferierejser, der bugner. Størstedelen af rigdommen ligger i mursten og pensionsopsparinger.
Ifølge Vellivs rådgivningsekspert Jens Christian Nielsen er der god grund til at klappe sig selv på skulderen:
“Det afspejler, at danskerne er i verdensklasse, når det handler om opsparing ved både at nedbringe gæld i ejerbolig og spare op til pension. Vi opfører os yderst fornuftigt. Dermed er danskernes økonomi også særdeles robust over for toldkrige og alle mulige andre geopolitiske ulykker.”
Samlet set havde danskerne i 2024 opbygget friværdi og pensionsopsparinger for intet mindre end 5.688 milliarder kroner efter skat – en vækst på hele 414 milliarder i forhold til året før.
Især pensionsopsparingen stjæler billedet. Over 90 procent af de erhvervsaktive danskere sparer op til pension, og det typiske bidrag ligger på mellem 11 og 13 procent af månedslønnen. Det er ikke kun en god nyhed for den enkelte opsparer, men også for samfundsøkonomien, som har nydt godt af pensionsafkast på 600 milliarder kroner over de senere år.
2025 er dog startet i lidt lavere gear. Uro på aktiemarkederne har givet de fleste danskere negative afkast på mellem 2 og 7 procent. Alligevel er der optimisme at spore i kulissen:
“Vi tror imidlertid på, at vi kommer til at slutte året tæt på nul. Obligationerne vil bidrage positivt i år, og vi tror også, at aktiemarkederne vil indhente noget af det tabte,” lyder vurderingen fra Velliv.
Så selvom dankortet måske ikke føles tungere, er formuerne i de danske hjem fortsat godt polstrede – bare pakket væk i mursten og pensionsopsparinger.