Så mange indberetninger om dødsfald i tiden efter vaccination har Lægemiddelstyrelsen modtaget

Skrevet af Mathias Madsen

118 uger siden

|

09/02/2022
Flere tusinde danskere har sendt indberetninger ind til Lægemiddelstyrelsen om, at de har oplevet mere eller mindre alvorlige bivirkninger efter vaccination med én af vaccinerne mod Covid-19.

Dagens topnyheder

I Danmark er det efterhånden som om, at corona ikke længere eksisterer - coronapasset er stort set afskaffet, mundbind er ikke længere et krav og diskoteker, barer, spillesteder og restauranter må igen holde åbent, som de plejer. 

Der er dog stadig én ting, som gør, at coronaens tunge skygge fortsat hviler på vores lille land; nemlig vaccinen. 

Langt de fleste danskere har modtaget den, og regeringen og de fleste læger og eksperter opfordrer fortsat til, at man får den, hvis det ikke allerede er gjort. 

I Danmark har vi da også en enorm tilslutning til vaccinationsprogrammet mod coronavirus, og ifølge Sundhedsstyrelsen er det således 81 procent af den danske befolkning, som i skrivende stund er blevet vaccineret med mindst to stik og hele 61,3 procent har endda modtaget det tredje 'boosterstik'. 

Om den store vaccinetilslutning rent faktisk ér en medvirkende faktor til, at vi kan åbne landet op uden alvorlige konsekvenser, bliver vi nok aldrig helt enige om, men faktum er, at de fleste eksperter mener, at vaccinerne ér en nøglebrik i genåbningen.

Flere er dog stadig i tvivl om vaccinernes virkning, og mange påstår sågar, at de kan være direkte farlige - en diskussion som især blussede op i starten af vaccineudrulningen, da vaccinen fra AstraZeneca blev fjernet fra det danske vaccinationsprogram, fordi der blev berettet om alvorlige bivirkninger i form af blandt andet blodpropper. 

Om de virker eller ej, er de færreste eksperter, forskere og læger i tvivl om, men det er samtidig ikke til at diskutere, at der rent faktisk ér bivirkninger - som der er med alt medicin.

Foto: Lægemiddelstyrelsen

Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan man endda se et overblik over dem alle, og her kan man blandt andet læse, at styrelsen i alt har modtaget 66.738 inberetninger om bivirkninger fra de forskellige vacciner, som man har brugt i Danmark. 

Umiddelbart kan det tal lyde skræmmende højt, især når man tænker på, at mange formentlig har oplevet bivirkninger uden at indberette dem, men man skal huske, at styrelsen samtidig oplyser, at det er ud af i alt 13.413.680 administrerede vacciner. 

Det vil sige at der 'kun' er blevet indberettet en bivirkning ved cirka 0,50 procent af de vacciner, som der er blevet administreret i Danmark. 

Samtidig er det vigtigt at understrege, at indberetningerne kun er "formodede bivirkninger," og det er altså ikke dem alle, som med sikkerhed har noget med vaccinerne at gøre. 

Hvis man stadig synes, at det tal er højt, så skal man ydermere huske på, at det for alle fire slags vacciner (AstraZeneca, Pfizer, Moderna, Johnson & Johnson) er milde bivirkninger som feber og hovedpine, der er hyppigst indberettet, mens andre af de ti hyppigst indberettede bivirkninger er træthed, smerte ved indstiksstedet, utilpashed, rødme og kulderystelser. 

Der er således ikke nogle alvorlige bivirkninger som overhovedet når ind på top 10 over de mest inberettede bivirkninger hos nogen af vaccinerne. 

Kigger vi samtidig på antallet af dødsfald, som kan have haft relation til vaccinerne, så har Lægemiddelstyrelsen modtaget i alt 147 indberetninger om dødsfald i tiden efter vaccination.

Det kan lyde af mange, men Lægemiddelstyrelsen skriver samtidig, at de i 146 ud af 147 tilfælde har "vurderet, at det er mindre sandsynligt, at dødsfaldet har haft sammenhæng med vaccinen, og at det er overvejende sandsynligt, at dødsfaldet skyldes andre forhold."

Kun i ét tilfælde var det "ikke muligt at vurdere, om dødsfaldet er forårsaget af vaccinen eller af sygdomsforhold hos borgeren," men her er det altså heller ikke bekræftet, at det ér vaccinen, som var skyld i dødsfaldet.

Dette ene dødsfald kom efter vaccination med vaccinen fra Moderna, som er den type vaccine, Lægemiddelstyrelsen har administreret næstflest doser af i Danmark (1.784.573 doser). 

Den type vaccine, som de har administreret flest doser af, er klart den fra Pfizer (11.419.948 doser).

Cirka 0,30 procent af de administrerede doser fra Pfizer har ført til en indberetning om formodede bivirkninger, og cirka 0,46 procent af de administrerede doser fra Moderna har ført til en indberetning om formodede bivirkninger. 

For vaccinen fra AstraZeneca, som ikke længere bliver brugt i Danmark, er det tal cirka 15 procent, og for vaccinen fra Johnson & Johnson, som heller ikke bruges i Danmark, er det cirka 0,99 procent.

Ifølge Statens Serum Institut stoppede Danmark brugen af vaccinen fra AstraZeneca i foråret 2021, fordi der var en del indberetninger om blodpropper i tiden efter vaccination, og i maj måned samme år skrev Sundhedsstyrelsen følgende på deres hjemmeside:

"Sundhedsstyrelsen vurderer, at fordelene ved at vaccinere med COVID-19 vaccinen fra Johnson & Johnson (Janssen®) ikke står mål med risikoen for mulige skadevirkninger i form af VITT hos de vaccinerede. Sundhedsstyrelsen finder derfor, at massevaccinationsindsatsen mod COVID-19 i Danmark aktuelt bør fortsætte uden brug af COVID-19 vaccinen fra Johnson & Johnson."