Skattestyrelsen udsat for kæmpe eksplosion

Skrevet af Henrik R

07/08/2019
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix
Skattestyrelsen var sent tirsdag aften udsat for en kraftig eksplosion, der ødelagde både tag og facade. Politiet er netop ved at undersøge sagen, og vil snart komme med yderligere detaljer.

Dagens topnyheder

I går aftes klokken 22.15 kunne adskillige Københavnere høre et gigantisk brag. Hvad der var sket, var ikke til at sige, men i morges klokken 06.00 har politiet bekræftet, at braget stammede fra en stor eksplosion mod Skattestyrelsen på Østbanegade på Østerbro.

To personer skulle angiveligt have opholdt sig i bygningen på det tidspunkt, hvor eksplosionen fandt sted, men ingen er komme til skade. Til gengæld har bygningen lidt en hel del, idet eksplosionen ødelagde store dele af bygningens facade og tag.

Politiet og forsvarets sprængstofeksperter har været på stedet længe, men det er begrænset, hvad de ønsker at fortælle på nuværende tidspunkt.

“Vi er derude, men jeg kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Det kommer til at tage lidt tid,” fortæller vagtchef Michael Andersen til Ekstra Bladet.

Skatteministeren er rasende

Politiet har endnu ikke meldt ud, hvorvidt det menes at være en forsætlig handling hvor Skattestyrelsen var målet, eller om det tilfældigvis har været et uheld.

Det tør Skatteminister Morten Bødskov til gengæld godt at melde ud, da han føler sig helt overbevist om, at der står personer bag eksplosionen.

“Det synes rimeligt åbenlyst, at facaden her er sprængt i luften. Nu foretager Københavns Politi selvfølgelig en efterforskning. Men hvis man ved noget, så skal man henvende sig,” fortæller han ifølge Ekstra Bladet.

Skatteministeren havde i det hele taget meget svært ved at forstå, hvad der var for et syn der mødte ham, da han ankom til Skattestyrelsens bygning tidligt på morgenen.

“Det er jo et helt vanvittigt syn, og man kan se, at der er sket en meget kraftig eksplosion ved facaden på Skattestyrelsen, og det er en fuldstændig uacceptabel handling,” fortæller han.

Mere er der indtil videre ikke i denne sag, men politiet skulle umiddelbart melde mere ud efter klokken 08.00.