Skyldig: Han ville have begået terror i København

Skrevet af Henrik R

11/04/2019
En 32-årig syrer havde planer om at bombe København, og dermed dræbe tilfældige danskere. Det har Københavns byret i dag slået fast.

Dagens topnyheder

Vi lever desværre i en tid, hvor det ikke kommer som den store overraskelse, hvis der meddeles om et terrorangreb i en europæisk by. I Danmark har vi indtil videre været forholdsvis forskånet for terror, men det kunne have stået anderledes til, hvis ikke politiet nåede at få fat i 32-årig syrisk mand, der havde planer om at bombe byen.

Københavs Byret har netop i dag torsdag kendt den 32-årige syrer skyldig i forsøg på terror, hvor han både havde planer om at dræbe tilfældige mennesker i København med hjemmelavede bomber og køkkenknive. Bomberne skulle fremstilles af intet mindre end 17.000 tændstikker, som en anden syrisk mand, skulle transportere fra et asylcenter i Tyskland til Danmark.

Manden har hele vejen igennem nægtet sig skyldig, og han fortalte blandt andet, at han ikke havde nogen som helst kendskab til manden, der skulle komme fra Tyskland til Danmark. Det viste sig dog ikke at være sandheden, da der blev fundet beviser på, at de to mænd havde kontakt til hinanden via app’en, WhatsApp.

Sådan hænger det sammen

Den 19. november 2016 rejste den 32-årige syrer til Danmark. Her var planen, at han skulle mødes med Dieab Khadigah, der skulle levere en taske, der blandt andet indeholdt mere end 17.000 tændstikker, fyrværkeri, walkie-talkies og knive.

Dieab Khaidgah blev dog tilbageholdt ved Puttgarden, da han ikke havde gyldig rejselegitimation. Et halvt år senere blev Khadigah dømt for terror, og han indrømmede, at han skulle overrække bombematerialet til personer i Danmark, hvor han havde to kontakter. En af disse skulle være den 32-årige syrer, selvom det fortsat benægtes.

Den 32-årige syrer blev anholdt d. 7. november 2017, da han forsøgte at rejse fra Københavns Lufthavn til Istanbul med et falsk pas. Mens han sad fængslet, blev han sigtet for at planlægge terror, og det er den sigtelse, han netop er blevet kendt skyldig i.

Straffen er endnu ikke blevet udmålt, den vil komme senere.