Slet den straks: Politiet advarer om falsk NemID-mail

Skrevet af Kirstine Petersen

02/03/2015

Dagens topnyheder

En mail florerer i disse timer og udsætter mailbrugere og deres computer for fare.

I mailen, der ligner noget, der kommer fra NemID, påstås det, at din NemId er blevet spærret, og at du skal give personlige oplysninger væk, hvis du vil have det til at virke igen.

Læs også: It-folk slår alarm: NemID gør hacker-livet en leg

Men det er løgn og latin, advarer Nordsjællands Politi:

- Vi har igen fået anmeldelser om falske NemID-mails. I mailen vil der typisk stå, at dit NemID er blevet spærret. For at genåbne det, skal du trykke på et link og uploade et billede af dit nøglekort, skriver de på Facebook.

Sidstnævnte er det værste, du kan gøre. Et billede af dit NemID giver svindlerne bag mailen direkte adgang til en lang række personlige oplysninger.

Hvad der i virkeligheden sker er, at når du trykker på linket, bliver din computer sandsynligvis inficeret med en virus, der kan aflæse dine tastetryk.

- Hvis du så også sender et billede af dit nøglekort, så kan de it-kriminelle misbruge dine oplysninger. Så tryk ikke på linket. Upload ikke noget. Slet mailen. Anmeld afsenderen som spam via din mail-udbyder, råder politiet.