Søren Brostrøm: Luk nattelivet

Skrevet af Mathias Nielsen

07/12/2021
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
I kampen mod omikron mener Søren Brostrøm, at man bør lukke nattelivet ned igen.

Dagens topnyheder

Hvis det står til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, bør det af hensyn til coronasmittespredningen være slut med at give den gas på et tæt dansegulv eller hænge på barer til sent ud på natten, som man på nuværende tidspunkt kan.

Det fortæller direktøren til Jyllands-Posten i kølvandet på en periode med stigende smitte og omikrons indtog i Danmark.

I dag er over 6.000 danskere konstateret smittet med coronavirus. 

“Sådan noget som nattelivet og indendørs servering af alkohol til sent var noget af det sidste, der blev åbnet, og det er da bestemt noget af det, man bør overveje at begrænse af hensyn til smittespredningen,” siger Søren Brostrøm til Jyllands-Posten og nævner samtidig større indendørs forsamlinger som begivenheder, der bør begrænses af hensyn til smittespredningen.

Direktørens anbefalinger/overvejelser kommer på grund af den stigende smitte, som omikron varianten potentielt kan medføre.

Der er allerede ved flere forsamlinger konstateret smitte med omikron.

Blandt andet er der ved en julefrokost med 150 deltagere nær Viborg 27. november konstateret 69 smittetilfælde med omikron. 

“Vi har set, at omikron har et potentiale til virkelig at være superspreder til eksempelvis julefrokoster. Vi har samtidig en sæson, hvor vi er meget tæt og har alkohol i blodet. Det, ved vi erfaringsmæssigt, er meget risikabelt.”

Søren Brostrøm mener, at omikron ikke kan stoppes.

Det er kun et spørgsmål om tid, før at den vil være dominerende i samfundet.

Ved at udskyde udbredelsen, håber man på at kunne opnå mere viden om den nye variant, således at man bedre kan håndtere den.