Trodser forbud: Her fester unge danskere løs

Skrevet af Julie Møller

28/01/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det er ikke kun Dubai, der lokker danskere afsted.

Dagens topnyheder

Lige nu er hele verden farvet rødt. Det betyder, at Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til hele verden. Men i den seneste tid har rejser til Dubai fyldt meget i medierne. Kendte danskere trodser anbefalingerne og rejser afsted alligevel. Men det er ikke kun sol og varme, der trækker i nogle danskere lige nu.

Ifølge DR så er der danske unge, der længes så meget efter ski og sne, at de tager til Østrig. Lige nu er der der registreret omkring 300 udenlandske sæsonarbejdere i Sankt Anton, hvoraf en del også er danskere. Men præcis hvor mange danskere, der er tale om, vides ikke. 

“Siden jul er der strømmet flere og flere unge udlændinge hertil. En 10-15 stykker per dag, forklarer Helmut Mall, borgmester på det kendte skisportssted Sankt Anton i Tyrol til DR. Ifølge Helmut Mall forklarer de unge, at de søger sæsonarbejder. Men det er svært at få lige nu. Østrig er nemlig lukket ned på grund af corona, og derfor er der ikke noget arbejde at få, understreger borgmesteren. 

I Østrig kæmper de også med at holde smitten nede, og Helmut Mall håber, at de udenlandske ‘sæsonarbejdere’ vil rejse hjem igen. 

“Jeg vil gerne sige til unge danskere, der har lyst til at stå på ski i Alperne: Bliv hjemme! I er mere end velkomne, når vi har lagt pandemien bag os. Bare ikke lige nu,”slår han fast. 

Ifølge DR er det ikke kun på skipisterne, der er åbne for de lokale, at der er blevet spottet udenlandske turister. Politiet i Sankt Anton bekræfter, at de unge ikke lader sig stoppe af nedlukningen. I hølader i nærheden af pisterne holder unge deres egne improviserede after-ski fester.

Danmark lukkede ned

Tilbage i marts sidste år var skiområdet Ischgl i Østring med til at lukke Danmark ned. Smittespredningen gik hurtigere end forventet, da danske skiturister tog coronavirussen med hjem. Her var det især på de fugtige og varme afterski-steder, at coronaen spredte sig.