Det kan ende rigtig galt, hvis du får brug for medicin på ferien.
Lige nu læser andre
Det kan virke uskyldigt at købe hovedpinepiller, hostesaft eller antibiotika i en lokal butik på ferien, men det kan i værste fald være farligt.
WHO antager, at op mod 10 procent af al medicin, der findes på verdensplan, er forfalsket og dermed ikke indeholder de lægemiddelstoffer, som den skal.
Derfor er det vigtigt altid at købe medicin på autoriserede apoteker, også uden for Danmarks grænser.
”Hvis medicinen er forfalsket, kan det betyde, at medicinen enten ikke indeholder det lovede aktive stof, har forkert dosering eller i værste fald indeholder skadelige stoffer,” siger Marie Grabow Westergaard, kommunikationschef i Lif, Lægemiddelindustriforeningen.
Læs også
Problemet er ikke begrænset til udviklingslande. Også i populære turistmål som Thailand, Tyrkiet og visse sydeuropæiske lande rapporteres der jævnligt om medicin i omløb, som ikke lever op til standarden.
Kan få alvorlige konsekvenser
”Forfalskede lægemidler kan have alvorlige konsekvenser for dem, der spiser dem. I bedste fald virker de ikke, hvilket også kan være et problem, hvis man har en infektion, der kræver antibiotika. I værste fald kan de indeholde giftige stoffer, som skader nyrer, lever eller hjerte,” siger hun.
Derfor er rådet altid at købe sin medicin på et autoriseret apotek – eller tage medicinen med hjemmefra, hvis man ved, man har brug for den.
Her skal man dog huske at tjekke, hvilke regler der gælder for at indføre medicin til et andet land.
Er medicinen købt i udlandet, skal man være opmærksom på, at man ikke er dækket af Patienterstatningen efter lov om klage- og erstatningsadgang.
Det gælder kun medicin, der er udleveret i Danmark gennem et apotek, et sygehus, en læge eller et godkendt salgssted.
”Tager du receptpligtig medicin, så overvej, om det ikke er muligt at tage den med hjemmefra, inden for de regler, der gælder i det pågældende land. Eller vælg altid et autoriseret apotek. Så kan du være sikker på, at medicinen er opbevaret korrekt, er godkendt af de relevante myndigheder og kommer fra kontrollerede leverandører, noget, man ikke kan forvente i supermarkeder, kiosker eller uofficielle butikker,” siger Marie Grabow Westergaard.
I EU er der fælles regler for medicin og apoteker. Vi har et europæisk godkendelsessystem, der sikrer medicinens effektivitet, sikkerhed og kvalitet, og vi har et verifikationssystem, der sikrer mod forfalskninger, når medicinen købes på autoriserede apoteker.
Uden for EU er det ekstra vigtigt at være opmærksom på, hvordan autoriserede apoteker ser ud, og hvor man finder dem.
I mange lande kan du finde officielle lister online over godkendte apoteker via landenes sundhedsministerier eller ambassader.
Tre gode råd:
- Tag din medicin med hjemmefra, hvis muligt.
- Ellers køb din medicin fra et autoriseret apotek i udlandet. Som udgangspunkt vil recepter udstedt af danske læger kunne indløses på apoteker i andre EU-/EØS-lande.
- Tjek myndighedernes regler for at tage medicin med på rejsen – både når du rejser til udlandet, og når du rejser hjem til Danmark.