Vaccinemodstandere vil kun date hinanden: "Jeg er bekymret for, om der gives noget videre, hvis jeg har sex med en vaccineret mand"

Skrevet af Mathias Madsen

07/12/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
På Facebook er der oprettet adskillige grupper for 'uvaccinerede singler, som søger ligesindede'.

Dagens topnyheder

Tv2 Lorry har talt med to vaccinemodstandere, Benedikte Nysom Johannesen og Michael Wagner Götzsche, som begge ikke er vaccineret og begge leder efter en kæreste, som heller ikke er vaccineret. 

54-årige Michael fra Gilleleje vil rigtig gerne finde en partner, men synes at det er blevet sværere under coronakrisen. Ikke kun fordi samfundet har været delvist lukket, men også fordi han kun vil date kvinder, som heller ikke er vaccineret mod Covid-19. 

Han udtaler, at han tidligere har været på dates, hvor stemningen er røget helt i bund, når vaccinations-emnet er kommet på banen. Han sammenligner det med, hvis en, som stemmer Dansk Folkeparti, og en, som stemmer Enhedslisten, skal på date. 

"...så vil man aldrig få noget godt ud af at mødes."

Michael er derfor begyndt at søge efter en partner i grupper på Facebook for singler, som netop er modstandere af vaccinen. Ifølge Tv2 Lorry er der mindst tre af disse gruppe, som tilsammen har over 2000 medlemmer. 

I grupperne er der mange datingopslag, hvor en kvinde f.eks. omtaler sig selv som "renblodet", men der er også folk, som leder efter julefrokoster og nytårsfester for "vågne" (red. personer der ikke er vaccineret mod Covid-19).

Michael fortæller blandt andet, at han ikke ønsker at få en kæreste, som ikke lever efter fem år, fordi hun har fået vaccinen. 

Om personerne i grupperne udtaler han: "Vi har det til fælles, at vi kæmper mod overmagten, og at vi ikke bliver forstået. Men så kan vi forstå hinanden."

Michael er altså primært medlem i grupperne for at finde ligesindede at date, mens det for Benedikte handler om noget helt andet. 

"Først og fremmest er det seksuelt. Jeg er bekymret for, om der gives noget videre, hvis jeg har sex eller kysser med en mand, der er vaccineret. Jeg er bange for, at min livmoder bliver påvirket af kropsvæskerne."

Derudover synes Benedikte, ligesom Michael, også, at det bare er nemmere at finde en partner, som har nogenlunde samme holdning, da vaccinen mod Covid-19 virkelig er et emne, som kan skille vandene.