Det sker af og til, at personer bliver dømt for besiddelse af små mængder amfetamin, kokain, hash eller lignende.
Nogle gange falder der også dom i sager omhandlende større mængder narko, men det er alligevel sjældent, at man oplever en sag, som den der blev afgjort ved Retten i Randers i dag.
Her blev en 51-årig mand ved navn Henrik Bøgeskov Nielsen nemlig dømt for at have modtaget og været i besiddelse af intet mindre end 2150 kilo hash i en sag, som var en del af et større sagskompleks kaldet 'Operation Rome'.
Nielsen blev ifølge TV2 idømt syv års fængsel for at have haft fingrene i den enorme mængde narkotika, og selvom det er en usædvanlig sag, så er den ikke enestående.
I dag, fredag, blev en anden stor narkosag nemlig også afgjort i Københavns Byret.
Her blev en 48-årig mand i en sag under sagskomplekset 'Operation Sixpence' således idømt hele ni års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af 15 kilo kokain.
Manden tilstod i retten, og ifølge Ritzau er der allerede faldet dom i flere andre narkosager under 'Operation Sixpence'.