Vild første køretime: Kørelæreren fik en skalle

Skrevet af Henrik R

16/08/2019
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren / Ritzau Scanpix
En køreskoleelev fik en voldsom første køretime, da kørelæren pludselig blev nikket en skalle af en motorcyklist.

Dagens topnyheder

Det er altid en smule angstprovokerende at skulle tage kørekort, især når man sætter sig bag rattet i en bil for første gang. Den første køretime for en person i Gentofte, blev dog noget vildere end den gennemsnitlige køreskoleelev er udsat for, da der pludselig opstod tumult.

Hændelsen fandt sted onsdag eftermiddag klokken 14.10, da eleven var ude på sin første køretime. Her blev skolevognen pludselig overhalet af en motorcyklist, og det irriterede den 45-årige kørelærer, som valgte at dytte af motorcyklisten.

Motorcyklisten fandt sig ikke i dytteriet og stoppede derfor op lige foran skolevognen, og så begyndte kørelæreren og motorcyklisten at diskutere.

Så fik han en skalle

Diskussionen fortsatte et stykke tid, men den sluttede, da motorcyklisten blev så utilfreds, at han nikkede kørelæreren en skalle og derefter forlod stedet.

Foruden den chokerede elev der havde sin første køretime, så var der yderligere et vidne til episoden. Politiet har fået beskrevet den aggressive motorcyklist, som beskrives således.

Han var en mand i alderen 55 til 60 år, og cirka 185 til 190 centimeter høj. Han havde ølmave og blond fuldskæg, og så var han iført en armygrøn jakke, sandfarvede bukser og en mørkeblå hjelm.

Motorcyklen han kørte på var meget velholdt, og så var den lysegrøn.