Life hack: Sådan undgår du, at fluer flyver ind i dit hjem

Skrevet af Julie Møller

29/06/2020
Shutterstock
Shutterstock
Når temperaturen stiger, er det nødvendigt med åbne vinduer og døre. Men den friske luft, der strømmer ind, er ofte ledsaget af fluer. Med det her simple life hack undgår du de irriterende insekter.

Dagens topnyheder

De er uundgåelige. Fluerne.

De små, summende, irriterende, flyvende insekter, der er klar til at flyve indenfor, så snart du åbner et vindue eller en dør. Og hvis det så bare stopper der. Men de sætter sig på en, og selvom man vifter dem væk gang på gang, så sætter de sig igen og igen rundt om på kroppen. Det er til at blive skør af.

Heldigvis har mediet Daily Star delt et sandt life hack, så du kan undgå de irriterende fluer, men stadig have en åben dør eller vindue og få frisk luft ind i hjemmet

Det skal du bruge

Det kræver ikke meget for at lave det her life hack. Du skal kun bruge en gennemsigtig pose, nogle mønter og vand.

Fyld posen med vand og mønter og luk den tæt sammen. Herefter skal du enten hænge den eller lægge den i vinduet/døråbningen. 

Det skulle, ifølge artiklen, være med til at skræmme fluerne og sørge for, at de bliver væk og ikke får lyst til at flyve indenfor.

Artiklen uddyber, at vandet og mønterne skaber en discokugle-effekt, som ikke er rart for fluerne, da de har rigtig mange øjne. Faktisk har én flue 8.000 enkeltøjne. Derfor bliver de helt svimle af at kigge på posen med mønter og vand, og dermed bliver de skræmt væk.

Her på redaktionen er vi altid åbne for nye life hacks, og det her flue-trick skal helt sikkert prøves af. For der er næsten ikke noget værre end en varm sommerdag, hvor hele ens hjem er fuld af fluer. 

Har du mon prøvet tricket? Og virker det?