10 år efter vil Seest videre

Skrevet af admin

03/11/2014

Mest læste i dag

Klokken 14.02 den 3. november 2004 blev Kolding Politi alarmeret om, at der var ild i en container på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik. Små fire timer senere eksploderede 800 ton fyrværkeri, hvilket fremkaldte jordrystelser svarende til 2,2 på richterskalaen.

2000 mennesker måtte evakueres fra deres bolig. I manges tilfælde blev det det sidste, de så til deres hjem.

10 år senere mindes byen den aften og den frivillige brandmand, der på sin fridag mistede livet i kampen mod flammerne.

Mandag aften holder byens borgerforening med Rie Rasmussen i spidsen mindehøjtidelighed. Taler og fakkeltog skal markere 10-året for ulykken.

- Når vi går med fakkeltog, så er det til ære for vores brandmand Max Jørgensen, som døde dengang. Der har ikke været lavet noget for ham før nu, siger Rie Rasmussen.

Chokket fra den aften i 2004 sidder ifølge Rie Rasmussen stadig dybt i byen.

- Jeg har forsøgt at få nogle folk at tale om det i aften, men hovedparten siger altså nej, siger hun.

10 år efter leder Rie Rasmussen og byen efter et punktum, der kan bringe dem videre.

- Vi kan aldrig glemme det, så længe vi lever, men nu kan det blive en del af historien, og så skal det ikke markeres mere, fortæller hun.

En af de personer, der taler mandag aften, er borgmester i Kolding Kommune Jørn Pedersen (V), der for 10 år siden var tæt på begivenhederne.

- Jeg stod en lille kilometer fra på Vejlevej, hvor man kunne kigge direkte over på fyrværkeriområdet. Jeg stoppede min bil og hoppede ud. Der stod jeg, da det hele sprang i luften 17:45. De tanker, der fløj gennem hovedet på mig, var: Der døde de alle sammen.

Jørn Pedersen var dengang ikke borgmester, men han var en del af Hjemmeværnet. Han kørte op på politigården og meldte sig til tjeneste. Han blev derfor selv berørt, da han ved en anden lejlighed skulle tale om den aften.

- Det gik op for mig, hvor meget det fyldte for mig selv, da jeg mærkede stemningen. Ligesom alle kan huske, hvor de var 11. september 2001, husker alle i Kolding præcis, hvor de var den dag, siger han.

/ritzau/