10-årig bortført i Refsvindinge: Politiet mener gerningsmanden kender området

Skrevet af Ann Katrine Warren

15/11/2012

Dagens topnyheder

Endnu en lille pige på Fyn er blevet bortført og misbrugt, og politiet arbejder nu intenst på at finde gerningsmanden, som formodes at være den samme.

For tre uger siden blev en 11-årig pige bort ført og misbrugt i Vester Skerninge mellem Faaborg og Svendborg. I går skete det samme så for en 10-årig, der blev tvunget ind i bil på Longvej i Refsvindinge nær Ørbæk på Østfyn.

Politiet hæfter sig ved at begge gerningssteder er lidt ude på landet, hvor der ikke er mange mennesker.

- Men der er også en afstand mellem byerne, så vi formoder han kender til området eller har været ude og rekognoscere - Longvej er ikke et sted, man ellers lige kommer forbi, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Henrik Justesen, til dagens.dk.

Ifølge fyens.dk er Longvej i Refsvinde blevet afspærret, og der er sat presenning op for blandt andet at sikre et dækaftryk.