En 10-årig dreng er forsvundet efter han i aftes gik fra sit hjem i raseri, oplyser Fyns Politi.
Drengens forældre kontaktede politiet kort før klokken 23. De fortalte, at deres søn i raseri havde forladt hjemmet ved 19-tiden. Det skete på adressen Slåenkvisten i Middelfart.
Forældrene havde selv søgt efter drengen i flere timer, uden held.
Den 10-årige beskrives som cirka 140 centimeter høj, almindelig af bygning, brunt krøllet hår, brune øjne, iført mørkeblå dynejakke med hætte, grønne/brune støvler samt grå jeans.
Fyns Politi har indsat flere hundepatruljer og patruljevogne i eftersøgningen af drengen. Taxa-selskaber og lignende er bedt om at holde udkig.
Han medbringer en sovepose og formodes at have lagt sig til at sove et sted i nærområdet.
Eftersøgningen af drengen fortsætter indtil han findes.