10 personer kom til skade med øjnene nytårsaften

Skrevet af admin

01/01/2015

Mest læste i dag

I alt 10 personer er kommet til skade med deres øjne nytårsaften, viser en opgørelse fra landets sygehuse.

Det fortæller overlæge John Thygesen, Region Hovedstadens øjenafdeling på Glostrup Hospital til Ritzau, der samler tallene.

- Vi ligger cirka på samme tal som de seneste par år, men er fortsat langt under tallene for flere år siden, hvor vi var oppe på 42, siger han.

Opgørelsen inkluderer to unge mænd midt i 20'erne, der blev alvorligt kvæstet ved en stor fyrværkeriulykke i Nordjylland.

De er torsdag formiddag indlagt på Rigshospitalet, hvor de blev fløjet til med helikopter efter ulykken, der skete i landsbyen Skjellerup mellem Hobro og Mariager. Ulykken, der blev forårsaget af en krysantemumbombe, kostede to jævnaldrende mænd livet.

De to dræbte, samt en 37-årig familiefar, der omkom ved en lignende ulykke få kilometer væk i landsbyen Assens øst for Mariager, er ikke en del af statistikken.

En 13-årig dreng fra hovedstadsområdet får stærkt nedsat syn efter at være blevet ramt af en raket, og derudover blev en 54-årig kvinde, ligeledes fra Region Hovedstaden, ramt på øjenlågene af et fyrværkeribatteri.

Derudover er de øvrige ofre mænd i alderen mellem 20 og 66 år.

En 40-årig mand fra Vallensbæk fik flækket et øje af en raket. En mand på 20 år og en mand på 66 er indlagt i Næstved. En 44-årig mand har fået fjernet et øje i Aalborg og en mand på 24 blev indlagt med øjenskader i Odense.

- For en del år siden var der mange børn blandt de ramte, men det har vi næsten fået udryddet. Derudover er det sjældent, at kvinder er en del af statistikken, siger John Thygesen.

/ritzau/