10 unge får dom for voldeligt sammenstød

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Næsten to år efter et voldeligt sammenstød har Retten i Aarhus mandag afgjort sagen, hvor 14 var tiltalt for vold.

Fire er blevet frifundet. 10 er blevet dømt - men de fleste af disse har fået en rent betinget dom.

De undgår at komme i fængsel, fordi der er gået så lang tid, siden de to grupper sloges på Viby Torv.

Opgøret fandt sted sidst på aftenen 2. juli 2012. Først gik tre personer ifølge anklagemyndigheden løs på én modstander, og derefter blev der gjort gengæld fra en flok af offerets bekendte.

Alvorlige kvæstelser blev resultatet for en mand på 26 år. Han fik blandt andet brud på ansigtsskelettet og skader på leveren.

Men han begik også selv vold, fastslår retten og har idømt ham 40 dages fængsel, som dog er gjort betinget.

Den længste straf er givet til to unge på henholdsvis 20 og 19 år.

Begge er blevet idømt fængsel i syv måneder for vold af særlig farlig karakter. De fire måneder er ubetinget, men den del af straffen er afsonet i forbindelse med varetægtsfængslingen.

Den 20-årige, der er fra Afghanistan, har i øvrigt fået et slags gult kort - han har fået en betinget udvisning af Danmark.

Fem andre har også gjort sig skyldig i farlig vold, og de er hver blevet straffet med fængsel i fire måneder - som altså er gjort betinget - især på grund af den lange tid, der er gået siden slagsmålet.

De dømte overvejer nu, om de vil anke dommen til Vestre Landsret.

En af de fire frifundne er en 20-årig mand, der ifølge videooptagelser stod i udkanten og kiggede på.

- Det er ikke strafbart, at man er nysgerrig, siger mandens forsvarer, advokat Thomas Smed.

- Han var tilfældigt i nærheden og havde været ude for at spille fodbold, fortæller forsvareren. Desuden var han ikke som andre blevet tilkaldt pr. sms eller opkald.

/ritzau/