100 bjergbestigere på Mount Everest meldes i god behold

Skrevet af admin

26/04/2015

Mest læste i dag

Flere af de personer, der blev kvæstet ved laviner på Mount Everest under jordskælvet i Nepal, blev søndag fløjet til Kathmandu - kort efter et kraftigt efterskælv havde rystet både Indien og Nepal.

De overlevende var fra blandt andet Kina, Japan og Sydkorea. Flere af dem havde bandager om hovedet.

Overlevende på Mount Everest siger, at en sky af klippestykker og is lørdag styrtede ned over dele af base camp.

Mange bjergbestigere var stadig på bjerget, da efterskælvet udløste nye laviner søndag. Der var ikke umiddelbart rapporter om tilskadekomne.

- Endnu et stort skælv. Klippestyrker falder ned fra omliggende tinder på nordsiden af base camp. Værst tænkelige nyheder for syd, skriver bjergbestigeren Adrian Ballinger på Twitter.

Efterskælvet, der blev målt til 6,7 og kunne mærkes helt i New Delhi, udløste også en lavine på nærliggende Mount Makalu, som er verdens femtehøjeste bjerg.

En indisk bjergbestiger, Arjun Vajpai, talte i telefon med journalister, da det kraftige efterskælv skete.

- Der kommer endnu et! Åh nej! Lavine! råbte han, mens der hørtes råben og skrigen i baggrunden.

Vajpai sagde, at den seneste lavine havde været tættere på basecamp end de tidligere.

Embedsmænd fra Nepals ministerium for turisme siger, at mindst 1000 bjergbestigere, hvoraf 400 er udlændinge, opholdt sig i base camp eller var på vej opad, da skælvet skete.

Omkring 100 bjergbestigere, der befinder sig på to af baserne på verdens højeste bjerg, Mount Everest, meldes i god behold efter lørdagens skælv.

Bjergbestigerne opholder sig i camp 1 og camp 2, men det er uvist, hvornår de kan evakueres.

Vejen ned ad bjerget til base camp er blokeret som følge af jordskælvet, men bjergbestigerne er i god behold, oplyser nepalesiske myndigheder.

Jordskælvet lørdag udløste en lavine på Mount Everest, som har kostet 17 mennesker livet samt kvæstet 61 mennesker, der var i færd med at nå verdens højeste bjergtinde. Ifølge Reuters er det historiens værste ulykke på bjerget.

/ritzau/Reuters