100 meldes dræbt ved angreb på landsbyer i Nigeria

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

Mindst 200 mennesker blev dræbt ved angreb på tre landsbyer i det centrale Nigeria i weekenden, oplyser lokale embedsmænd.

Et stort antal indbyggere blev såret ved angrebene, hvor 40 mænd med skydevåben og macheter stormede landsbyerne Angwan Gata, Chenshyi og Angwan Sankwai.

Her angreb de sovende indbyggere og stak deres hjem i brand, siger Yakubu Bitiyong, der er medlem af delstatsparlamentet i Kaduna.

- Nogle af ofrene blev skudt og brændt, mens andre blev hakket til døde med macheter. Der er mindst 100 lig fra de landsbyer, siger han. nbsp;

Søndag aften har myndighederne opgraderet dødstallet efter massakren til 200.

En talsmand for politiet i Kaduna, Aminu Lawan, bekræfter, at angrebene fandt sted, men han afviser at opgive antallet af dræbte, ligesom han ikke vil kommentere, hvem der kan have stået bag massakren.

Lokale indbyggere siger, at muslimske fulani-nomader står bag blodbadet, da de er blevet beskyldt for lignende angreb tidligere.

De muslimske fulani-nomader har ofte klaget over, at de mister jord, hvor deres hjorde græsser til landbrug.

De fleste af gruppens angreb er begået i det religiøst splittede centrale Nigeria, hvor der længe har været rivaliseringer mellem den muslimske befolkningsgruppe og kristne bønder fra den etniske tarok-gruppe.

Ifølge politichefen har de seneste angreb ingen forbindelse til den islamistiske gruppe Boko Haram, som har stået bag en stribe blodige angreb i den nordøstlige del af landet.

Boko Haram, der kæmper for at få sharia-love indført i hele det store vestafrikanske land, menes at have dræbt flere end 500 mennesker alene i år.

Islamister, som kæmper for en islamisk stat i det nordlige Nigeria, udgør den største fare mod sikkerheden i det olierige land.

Boko Haram, der betyder "vestlig uddannelse er en synd", har længe været aktiv i den nordlige del af landet med angreb, der primært har været rettet mod kristne.

/ritzau/AFP