100 unge mødte op til konference om ungepolitik i Horsens

Elo Christoffersen

|

15/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et forum for uformelle og spontane idéer. Dét var i går udgangspunktet for en drop in konference for unge i Horsens.

Deltagerne skulle selv komme med input til en kommende ungepolitik, og det benyttede ca. 100 unge - heraf også nogle voksne  - sig af.

- Formålet var at skabe en anderledes konference, hvor de unge selv skulle sætte dagsordenen, hvilket er grundtanken bag arbejdet med ungepolitikken. Vi må sige, at det lykkedes over al forventning, fortæller uddannelsesbykoordinator Gitte Poulsen.

Bandet fra Det Gule Pakhus slog som det første tonen an hvorefter borgmester Peter Sørensen (S) og børneborgmester Carina Svendsen gav indspark til debatten.

- De unge gik til sagen på en uformel måde ved at summe rundt mellem cafébordene. Her lå papir og blyant klar til brug, og de unge forevigede det nedskrevne på deres mobilkamera. Ud over at komme med input stillede de unge også helt konkrete spørgsmål. Blandt andet ville en deltager have svar fra borgmester Peter Sørensen på, om han bliver valgt til næste kommunalvalg. Det svarede borgmesteren ja til, fortæller Gitte Poulsen.

Ungepolitikken forventes klar til foråret 2013.

 

Ads by MGDK