1000 mink sluppet løs efter hærværk på farm

Skrevet af admin

12/07/2014

Mest læste i dag

Personalet på en minkfarm ved Ølgod i Sydvestjylland fik sig lørdag morgen noget af en forskrækkelse, da de mødte arbejde.

Minkfarmen, der ligger på Kærgårdvej i Strellev, var blevet udsat for omfattende hærværk, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

I løbet af natten har en eller flere ukendte gerningsmænd åbnet mange af farmens bure.

- Og så har de slået et hul på det ydre hegn, oplyser de betjente, der har været derude. Det er et hegn, der er lavet af eternit-bølgeplader, siger vagtchef Søren Strægaard til Ritzau.

Hærværket betyder, at omkring 1000 mink er sluppet ud af deres bure. Mange af dem er ligefrem sluppet ud i den omgivende natur.

Vagtchefen tør dog ikke spå om, hvorvidt alle dyrene bliver indfanget igen. Sikkert er det dog, at andre minkavlere er tilkaldt til stedet for at assistere farmens ejer.

Minkene er ikke vant til at klare sig selv, understreger politiet. Dyrene bliver stressede, mange sulter ihjel, og andre bliver kørt over, når de søger ud på de omkringliggende veje.

Desuden er mink ikke hjemmehørende i den danske natur og derfor uønsket.

/ritzau/