11.000 sveller skiftet på rekordtid: Banen mellem Farris og Sommersted åbner lørdag

Skrevet af Holger Madsen

13/12/2012

Mest læste i dag

Det er Banedanmark, der nu kan oplyse, at jernbanen mellem Farris og Sommersted i Sønderjylland åbner lørdag den 15. december.  

Den næsten syv kilometer lange jernbanestrækning meldes derfor nu klar tre en halv dag før forventet. Siden afsporingen af et godstog den 30. november har der været arbejdet i døgndrift for at få strækningen klar til trafik hurtigst muligt.

- Efter afsporingen har Banedanmark gjort alt, hvad de kunne, for at få genåbnet strækningen så hurtigt som muligt. Jeg er glad og tilfreds med, at Banedanmarks dygtige og engagerede medarbejdere har fået udbedret sporet så hurtigt. Jeg synes det er et imponerende stykke arbejde de har lavet, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Banedanmark, og entreprenøren Balfour Beatty har siden afsporingen sat alle kræfter ind og arbejdet i døgndrift for at få den knap syv kilometer lange jernbanestrækning klar til drift hurtigst muligt.

Efter at de tre afsporede godsvogne var fjernet, er der udskiftet omkring 11.000 sveller, sporet er blevet justeret, og der er blevet bygget og udskiftet et sporskifte samt foretaget justeringer af kørestrømmen og af det sikringstekniske anlæg.

Arbejdet er foregået på en årstid, hvor Banedanmark af hensyn til vejret normalt ikke foretager sporombygninger, men på trods af et kraftigt snevejr og temperaturer på ned til ti grader under frysepunktet er det alligevel lykkedes at blive klar før oprindeligt planlagt.

- Sneen og frosten har givet os udfordringer, men vi har også haft lidt held med os. Det har ikke været nødvendigt at anvende de vintermåtter, som vi var klar med. Temperaturen i nat steg også lige nok til, at vi kunne skinnejustere på fuld kraft, og det blev heldigvis aldrig så koldt, at ballasten for alvor frøs til eller at vi ikke har kunnet svejse, siger sporchef Steen Kristensen fra Banedanmark.

Ud over afviklingen af passagertrafikken er strækningen også en del af en europæisk godskorridor.

Takket være et godt samarbejde på tværs af godsoperatørerne, godsterminaloperatørerne, Banedanmarks kollegavirksomheder i Tyskland og Sverige, Transportministeriet og Arriva er det lykkedes, at kunne tilbyde alternative ruter til en god del af det gods, der ellers normalt kører på strækningen.

Sporet bliver frigivet til trafik lørdag den 15. december kl. 14.00, og de første godstog forventes at køre på strækningen senere lørdag.

Passagertrafikken mellem Vojens og Vamdrup bliver genoptaget søndag morgen den 16. december.